Oslos jenter vil forsvare sig med knive
Bølgen af voldtægter i Norges hovedstad får byens kvindelige indbyggere til at søge efter forsvarsvåben.
I forretningen Pentagon Army i Oslo i Norge er der militære overskudsvarer til salg, herunder knive og andre våben. Knivene er der rift om for tiden.
- Vi taler ofte piger fra at købe knive som forsvarsvåben. Jeg regner med, at tankegangen er, at så kan de forsvare sig. Men køber de knive, kan de hurtigt ende som mordere, siger Roy Skjønneborg, butikkens daglige leder, til avisen Verdens Gang.
- Jeg må overtale dem til ikke at gøre det, og de ender med at forstå alvoren, tilføjer han.
Bølge af voldtægter
Det er den seneste tids bølge af voldtægter i den norske hovedstad, der har fået byens kvinder til at lede efter metoder, så de kan forsvare sig.
Butikken har udsolgt af en særlig forsvarsspray, der sprøjter farve.
- Det øger chancen for, at overfaldsmanden får farve på sig, og det vil de ikke risikere, siger Skjønneborg.
Andre lignende butikker melder også om stort salg af farvespray og andre forsvarsvåben i Oslo, hvor der i år er anmeldt 49 voldtægter. I hele 2010 var antallet 24.
Otte anholdt
De seneste tilfælde fandt sted i weekenden, hvor politiet ifølge det norske nyhedsbureau NTB anholdt otte personer for seks forskellige forhold. De anholdte er sigtet for sexovergreb.
Natten til søndag blev en kvinde i begyndelsen af 20'erne voldtaget. To mænd er anholdt i sagen, en norsk statsborger af srilankansk oprindelse og en svensker, som er af iransk oprindelse.
En 20-årig kvinde blev samtidig voldtaget af en nordmand, hun var på date med.
Lørdag aften blev fem unge mænd fra Afghanistan og Pakistan anholdt efter krænkelse af to piger på Oslos banegård.
Der var i weekenden to andre tilfælde med alvorlige seksuelle overgreb, og her skal i alt tre mænd have været involveret. Ingen er anholdt.