Weiss: Serbere holdt hånden over Mladic
Serbiske myndigheder har holdt hånden over Ratko Mladic. Nu vejer forholdet til EU tungere, siger Birte Weiss
Endelig.
Det er tidligere minister og Balkankender Birte Weiss' reaktion på, at tidligere hærchef Ratko Mladic er anholdt.
- Mladic og også den bosnisk-serbiske leder Radovan Karadzic har levet under falsk navn og under andres identitet. Det har været den måde, de har kunne sløre deres skridt på, men ikke i det lange løb. Og derfor siger jeg endelig, siger Birte Weiss.
Birte Weiss er ikke i tvivl om, at Mladic har kunnet skjule sig så længe, fordi de serbiske myndigheder har holdt hånden over ham.
Og det har de gjort, fordi han i rabiate serbiske miljøer ikke er en krigsforbryder, men en folkehelt.
- Den manglende anholdelse har været en meget stor sten på vejen i Serbiens forhandlinger om at blive medlem af EU. Og derfor er ønsket om at komme tættere på EU simpelthen blevet stærkere end beskyttelsen af Mladic, siger Birte Weiss.
For bosnierne, der var ofrene i krigen, er anholdelsen af en af de mest brutale og konsekvente skikkelser fra krigen en mærkedag, mener hun.
- Retfærdigheden er sket fyldest, siger hun.
Serbisk politi anholdt torsdag Ratko Mladic, der er eftersøgt for forbrydelser i forbindelse med krigen i Bosnien.
Den 68-årige Mladic var chef for den bosnisk-serbiske hær under krigen i Bosnien fra 1992 til 1995.
Blandt de krigsforbrydelser, Mladic anklages for at stå bag, er en massakre i byen Srebrenica i 1995. 8100 mænd og drenge blev henrettet i det, der er blevet kaldt Europas værste folkedrab siden Anden Verdenskrig.