Rasende spaniere fortsætter protester
Landsomfattende demonstrationer i Spanien fortsætter i protest med voksende ungdomsarbejdsløshed.
Unge spaniere, der er rasende over den voksende ungdomsarbejdsløshed, fortsætter deres ugelange landsomfattende demonstrationer forud for søndagens lokalvalg.
Her ventes det regerende socialistparti at lide et knusende nederlag.
- Vi har i sinde at fortsætte, for det handler ikke om valg, men om sociale nedskæringer, siger Carmen Sanchez, der er talskvinde for demonstranterne på Madrids Puerta del Sol plads.
Tusinder af mennesker har været samlet i centrum af en række spanske byer, siden protesterne begyndte den 15. maj.
Der er tale om de største demonstrationer i Spanien, siden ejendomsboblen brast i 2008 og kastede Spanien ud i recession.
Krisen har skubbet arbejdsløsheden i Spanien op på 21,19 procent i første kvartal 2011. Det er den højeste arbejdsløshedsrate i den industrialiserede verden. For unge under 25 år er arbejdsløshedsraten hele 44,6 procent.
- Fra Tahrir til Madrid til verden og verdensrevolutionen, hedder det på et af plakaterne i den spanske hovedstad med henvisning til Kairos Tahrir plads, der var kernen i den revolution, der væltede Egyptens mangeårige præsident Hosni Mubarak.
Over 34 millioner spaniere kan stemme ved lokalvalgene søndag, hvor de skal vælge 8116 borgmestre, 64.000 byrådsmedlemmer og 824 medlemmer af de regionale parlamenter.
Meningsmålinger forudser, at socialisterne vil miste kontrollen med højborge som Barcelona, Sevilla og Castilla-La Mancha-regionen.