Isbjørnen Knut havde epilepsi
Tyske neurologer siger, at isbjørnen Knut havde en nedarvet hjernefejl og døde under et epileptisk anfald.
Isbjørnen Knut, der har tiltrukket tusindvis af begejstrede besøgende til Berlin Zoo, døde ifølge neurologer af et epileptisk anfald, skriver det tyske nyhedsmagasin Focus.
En såkaldt CAT-skanning har afsløret abnormiteter i bjørnens hjerne. Knut kan have arvet epilepsi fra sin far Lars, der også led af sygdommen.
Den verdensberømte fireårige Knut havde udviklet sig fra en kær unge til et rovdyr på 200 kilo. Isbjørnen døde for øjnene af begejstrede fans i Berlin Zoo i forrige weekend.
Hjerneskade
Neurologer siger, at anfaldet blev udløst af en hjerneskade, som endnu ikke er diagnosticeret. Focus skriver, at bjørnens hjerne nu bliver undersøgt i Leibnitz Institut for forskning i Zoo og Vilde dyr (IZW).
Knut opnåede international berømmelse, da dyrets mor ikke ville vide af det, og i stedet blev den lille, hvide bjørn opflasket af sin dyrepasser Thomas Dörflein. Besøgende kom i hobetal for at se dyrepasseren og bjørnen lege sammen.
Det tyske postvæsen har udgivet et frimærke til ære for Knut, og bjørnen har optrådt på forsiderne af en række udgivelser, heriblandt den tyske udgave af kendismagasinet Vanity Fair.