Britisk parlament godkender studieafgifter
Trods intern uro i regeringen har det britiske parlament godkendt en omstridt forhøjelse af studieafgifterne.
Det britiske parlament har med et snævert flertal vedtaget et omstridt lovforslag om øgede studieafgifter på engelske universiteter.
I alt 323 parlamentarikere i underhuset stemte for forslaget, mens 302 stemte imod, hvilket betyder, at mindst 30 medlemmer af den regerende koalition ikke stemte for forslaget.
Studieafgiften ventes at stige fra de nuværende 3290 pund (29.000 kroner) til op mod 9000 pund (80.000 kroner) fra 2012.
Skabte harme
Den forøgelse har skabt harme blandt mange studerende, da De Liberale Demokrater, der danner regering sammen med de konservative, gik til valg på, at de ville modsætte sig en forøgelse af studieafgifterne.
Både et medlem af De Liberale Demokrater og et medlem af de konservative har forladt deres poster som rådgivere i protest mod forøgelsen, som blev vedtaget efter en fem timer lang ophedet debat.
Afstemningen foregik, mens demonstranter sloges med et stort opbud af politi uden for parlamentsbygningen.