Læk: USA gør op med svensk uafhængighed
Møder mellem amerikansk ambassadør og svenske politikere tegner et andet billede end Sveriges neutrale linje.
Nok er Sveriges officielle sikkerhedspolitiske linje alliancefrihed, men realiteten er en ganske anden.
Dette billede tegner sig i de første frigivne WikiLeaks-dokumenter fra den amerikanske ambassade i Stockholm. Her kan man blandt andet læse den amerikanske ambassadør Michael Woods' vurdering af den svenske sikkerhedspolitik.
"Neutralitet er en usandhed"
Woods beskriver den officielle svenske neutralitet som en usandhed. I stedet ser han Sverige en "pragmatisk og stærk partner". Det hemmeligstemplede telegram er dateret den 4. maj 2007 - kort tid før, at den svenske statsminister Fredrik Reinfeldt skal besøge USA.
Ambassadøren begunder ifølge avisen Svenska Dagbladet blandt andet sin vurdering med Sveriges engagement i Natos partnerskab for fred.
Et andet svensk Nato-engagement er omdrejningspunktet i et endnu et lækket dokument fra ambassaden, dateret 9. november 2009. Her er refereret et møde mellem ambassadøren og Socialdemokraternas leder, Mona Sahlin, hvor emnet blandt andet er Sveriges støtte til Nato-missionen i Afghanistan.
"Ambassadøren takkede Sahlin for Sveriges fortsatte indsats i Afghanistan. Hun svarede, at fortsat internationalt engagement er "så vigtigt", at der ikke er tale om en amerikansk kampagne, som kritikere hævder".
Desuden slår Sahlin fast, at "hun ønsker at styrke det amerikansk-svenske forhold gennem samarbejde om klimaforandringerne samt fælles kulturelle værdier".
"Høj pris for krigsstøtte"
Sahlin og Socialdemokraterna betaler dog "en høj pris" for deres deres støtte til krigen i Afghanistan. Det fremgår af et andet lækket mødereferat fra ambassaden.
I januar 2008 mødes partiets udenrigspolitiske ordfører, Urban Ahlin, med ambassadens souschef, Robert Silverman. Socialdemokraterna er i vælgerkrise og Ahlin lægger "vægt på, at det er nødvendigt for Socialdemokraterna at kunne forklare, hvorfor de støtter FN's og NATO's engagement i Afghanistan".
Partiet ønsker derfor at "menneskeliggøre" krigsindsatsen. En måned senere står den afghanske udenrigsminister, Rangin Dadfar, på talerstolen i Riksdagen.