Politi og studerende i kamp i Rom
Tusinder af italienske studenter protester mod regeringens besparelser ved at blokere trafikken i Rom.
I flere af Italiens store byer gik studerende tirsdag på gaderne i protest mod regerings planer om at spare på uddannelsesområdet.
I hovedstaden Rom blokerede studerende trafikken på nogle af byens hovedgader, mens andre indtog togstationer og lagde sig på sporene for at blokere for trafikken.
Forinden var tusinder af studerende strømmet gennem byen og havde samlet sig ved parlamentet, hvor de kastede æg, flasker og fyrværkeri mod den bygning, hvor landets politikere er forsamlet.
Her kom det til håndgemæng mellem politi og demonstranter. Også i andre byer er der meldinger om lignende episoder, hvor der er uroligheder efter sammenstød mellem politi og studerende.
Premierminister Silvio Berlusconi beskylder "venstreorienterede ekstremister" for at stå bag optøjerne.
- De ægte studenter sidder derhjemme og læser, siger han til nyhedsbureauet Ansa.
Parlamentets underhus ventes at vedtage uddannelsesreformen ved en afstemning tirsdag aften.