Sigtet ægtemand bliver kaldt abe af politichef
Manden, som skal have betalt for mordet på sin brud, sætter sindene i kog i Sydafrika.
"Der kom en abe fra London for at dræbe sin kone her."
Sådan lyder den udiplomatiske kommentar fra chefen for det sydafrikanske politi, Bheki Cele, ifølge britiske Daily Mail, som citerer sydafrikanske medier.
Ordene er møntet på Shrien Dewani, som er sigtet for at have betalt for mordet på sin hustru, svenske Anni Dewani, i Sydafrikas Cape Town.
Medier: Han er skyldig
De sydafrikanske medier er ifølge Daily Mail overbeviste om mandens skyld og beskriver, hvordan Dewani har udnyttet Cape Towns høje kriminalitetsrate til sin fordel.
Den 28-årige kvinde blev fundet dræbt i parrets efterladte taxi i Cape Town den 14. november.
Aftenen forinden var parret blevet bortført af to bevæbnede mænd, som efterfølgende havde løsladt Shrien Dewani, mens hans svenske hustru ikke kom levende fra oplevelsen.
Arrangeret kidnapning?
Men nu er mistanken altså, at der var tale om en arrangeret kidnapning.
30-årige Shrien Dewani blev fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet onsdag i London. Sydafrikanske myndigheder udstedte en arrestordre på briten, efter at parrets chauffør fik en dom på 18 år for både mord, frihedsberøvelse og røveri.
Chaufføren havde indgået en aftale med anklagemyndigheden, som gav ham en nedsat straf. I den forbindelse fortalte manden, at Shrien Dewani havde betalt ham for at dræbe hustruen.
Ville betale 40.000 kr.
To andre mænd står også anklaget for drabet. Det var angiveligt de to, som chaufføren fik til at udføre gerningen.
Ifølge chaufføren skulle Shrien Dewani have tilbudt omkring 40.000 kr. for at få myrdet den kvinde, som han havde været gift med i blot to uger.
Shrien Dewani har pure afvist, at han skulle være indblandet i mordet på sin kone, og venner til den 30-årige millionær har sagt til britiske Daily Mail, at der er blevet lagt en fælde for Dewani.
Sendte sms
Angiveligt skulle årsagen være, at sydafrikansk politi er under pres for at fjerne fokus fra landets kriminelle.
Chaufføren påstår, at Shrien Dewani sendte ham en sms under kidnapningen, hvor der stod, at en del af de lovede penge befandt sig i en konvolut bag passagersædet.
Samtidig skulle Dewani have hævet i alt omkring 9.000 kr. i dagene op til drabet på hustruen - penge, som angiveligt var en del af betalingen for mordet.
Lederen af Sydafrikas største oppositionsparti, Helen Zille, har ifølge Daily Mail krævet, at Shrien Dewani bliver udleveret til Sydafrika.
"Vi bliver nødt til at få sandheden om dette grusomme mord," lyder begrundelsen.