Nordeuropa i frostgreb
Det er ikke kun i Danmark, at vinteren for alvor er sat ind. Nordeuropa fryser.
Kulden, som har et solidt tag i Danmark, har lagt sig som et bredt bælte over Nordeuropa.
Der er minusgrader fra Rusland i Øst over Tyskland og Østrig i syd og over til Storbritannien i vest.
Som man kan se til venstre i denne artikel strømmer billederne af vintervejret ind fra de internationale billedbureauer.
Minus i Moskva og Oslo
Og vejrudsigterne for Nordeuropa viser kun tegn på plusgrader mod vest, hvor der onsdag meldes om to-tre grader i England. Til gengæld er der minusgrader i vente for den nordvestlige del af Rusland, hvor der kommer ned til minus 15 grader i Moskva.
I Tyskland var der mandag kraftigt snefald i München, hvor man i lighed med Københavns Lufthavne måtte aflyse mange afgange.
I Norge viser der sig et lidt anderledes billede. Helt i nord ved Tromsø er der hele ugen udsigt til plusgrader, mens man i Oslo har nogenlunde samme temperatur som herhjemme.
(Klik på billederne for større udgaver)