Valg i EU's værste land

I EU's største problemland, Bulgarien, gik vælgerne søndag i stemmeboksene for at udpege et nyt parlament. Borgerne er opsat på, at politikerne tager sig sammen og får gjort noget ved den enorme korruption og det økonomiske sammenbrud.

Meningsmålinger viser, at Socialistpartiet, der leder den nuværende koalitionsregering, vil tabe stort. Vælgerne vil straffe både det økonomiske tilbageslag og den alt andet end overbevisende indsats mod mafiakriminalitet.

Netop den organiserede kriminalitet og politikernes manglende vilje til at handle har gjort Bulgarien til EU's sorte får.

EU-medlem i 2007

Bulgarien blev medlem af EU i 2007. Det er det mest fattige medlemsland i EU, og det har allerede oplevet at blive straffet af EU-systemet for ikke at gribe ind over for svindel. EU-Kommissionen tilbageholder over en halv milliard euro (3,7 milliarder kroner).

Hvis meningsmålingerne får ret, så bliver valgets vinder Sofias borgmester, Boiko Borisov, fra centrum-højrepartiet GERB. Men det er uvist, om partiet vil kunne samle støtte fra andre partier til at danne regering.

Den 50-årige Borisov har en broget fortid som bl.a. brandmand, politimand og livvagt. Han lover at gøre noget ved kriminaliteten. Men mange eksperter siger, det er tvivlsomt, om han har evnen til det.

Ritzau

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen