Europol sender folk til Malta for at opklare journalistdrab
Politienheden sender efterforskere til Malta for at hjælpe med at opklare drabet på en maltesisk journalist.
Europol, EU's politienhed, sender tre efterforskere til Malta for at hjælpe med at opklare drabet på den maltesiske journalist Daphne Caruana Galizia.
Malta får i forvejen hjælp af det amerikanske forbundspoliti, FBI, og hollandske retsmedicinere i sagen.
Europols involvering kommer efter pres fra Europa-Parlamentet.
Tirsdag påpegede Europa-Parlamentets formand, Antonio Tajani, at det vil være på sin plads med en international undersøgelse af drabet.
- Jeg mener, at Europol skal være involveret som led i en international undersøgelse, hvor alle politistyrker kan arbejde sammen om at bringe retfærdighed, sagde han.
Gennem længere tid havde Galizia afsløret sager om formodet korruption, som ofte involverede politikere fra den lille østat i Middelhavet.
Den kendte journalist og blogger, der har beskyldt Maltas regering for korruption, blev midt i oktober dræbt af en kraftig bilbombe.
Det voldsomme drab på Maltas måske mest kendte journalist har fået den lille østats politikere - der meget af tiden er bragende uenige - til at stå sammen.
Repræsentanter fra de to største fløje i form af det regerende Arbejderparti og den nationalistiske opposition deltog i demonstrationer til fordel for Galizia efter drabet.