Fortsæt til indhold
Europa

Svensk minister: »Hans hænder var overalt på mig«

»Jeg følte mig dum,« siger den svenske ligestillingsminister om krænkende episode.

Mens det under hahstagget #metoo vælter frem med historier fra kvinder, der er blevet krænket og har været udsat for seksuelle overgreb fra mænd, har den svenske ligestillingsminister, Åsa Regnér, nu givet sit bidrag til bevægelsen.

Til Expressen fortæller den 53-årige således, at hun i sine unge dage havde en krænkende oplevelse.

Dengang var hun fuldmægtig i Regeringskansliet og skulle følge en »højtstående person i EU-systemet« fra hans hotel og til et mødested.

»Vi var ret tidligt på den, og han foreslog, at vi skulle få noget at drikke på vejen,« beretter Åsa Regnér.

Hun indvilgede, men blev ubehageligt overrasket, da de kort efter befandt sig på en bar.

»Hans hænder var overalt på mig, og jeg indså, at vi havde sat os i et mørkt hjørne. Det var noget helt andet, end jeg havde forestillet mig. Min reaktion var, at jeg følte mig dum og tænkte, hvorfor troede jeg, at han var interesseret i min mening eller eventuelle kundskaber. Selvfølgelig var han ikke det. Bagefter væltede vreden frem.«

Også den svenske udenrigsminister, Margot Wallström, har fortalt, hvordan hun i sin tid som EU-kommissær under en middag med flere EU-ledere blev befamlet.

»Pludselig mærkede jeg en hånd på mit lår. Bordherren begyndte at befamle mig. Det var helt uvirkeligt,« siger hun i bogen ”Räkna med känslorna”.

Wallström forlod middagen og klagede herefter til daværende formand for EU-Kommissionen, José Manuel Barroso.

Mandag sender den svenske regering en indbydelse til et møde ud til arbejdsmarkedets parter. Her skal parterne og regeringen diskutere, hvordan seksuelle overgreb og chikane kan forebygges på arbejdspladserne.

Flere svenske mediefolk er over de seneste dage blevet beskyldt for overgreb, sexchikane og andre krænkelser fra kvinder, hvilket har resulteret i fyringer og en politianmeldelse.