*

Europa

Lars Riis forsøgte at bestige Mont Blanc: »Pigen, der gik bagerst, var styrtet i døden«

Tretten drog afsted - elleve kom ned igen. To døde, og otte måtte reddes. Kun de tre danskere kravlede selv sikkert ned.

35-årige Lars Riis' ferie i Frankrig tog en fatal drejning i starten af denne uge.

Sammen med vennen Jesper Overgaard og den danske guide Asmus Norreslet forsøgte han tirsdag at bestige Vesteuropas højeste bjerg, Mont Blanc, i de franske alper.

I alt forsøgte tretten bjergbestigere at nå toppen af bjerget tirsdag og onsdag, men kun elleve kom ned igen. To var styrtet i døden, og otte måtte reddes ned med helikopter. Kun de tre danskere kravlede selv sikkert ned.

»Det får én til at tænke ekstra over tingene. Det er dybt sørgeligt og tragisk, men samtidig er det også en frustration, når folk tager så let på bjergbestigning,« fortæller Lars Riis til Jyllands-Posten over telefonen fra Frankrig.

Tre frosne lig er dukket op på Vesteuropas højeste bjerg

Det var første gang, at han og vennen Jesper Overgaard havde kastet sig over bjergbestigning. Og de havde begge fået en masse træning inden turen af guiden Asmus Norreslet.

Videoen øverst i artiklen er fra en træningstur i de franske alper dagen før den store tur.

Ulykken skete nok, fordi de var faret vild. Det var svære forhold at gå i, da der lå meget sne, og man ikke kunne se ruten
Lars Riis, bjergbestiger

»Vi havde haft nogle træningsdage, som man kan se på videoen, hvor vi blev presset ud i noget, som faktisk var teknisk sværere end selve Mont Blanc. Det har især været Asmus Norreslet, der har ønsket det, da han ikke ville gå med os op uden at vide, hvad vi kunne,« fortæller Lars Riis, som til dagligt er direktør i modevirksomheden ELSK.

De tre danskere begyndte opstigningen tirsdag morgen. De nåede til en hytte, hvor de holdt pause. Her var der allerede seks personer fra Tjekkiet, som ventede på bedre vejrforhold, før de ville rejse videre.

»Solen begyndte at skinne. Vores guide besluttede, at det ville være for farligt at gå videre i solskin, fordi solskin skaber risiko for laviner og sneskred – forholdene ændrer sig ret massivt,« siger Lars Riis.

De besluttede derfor at blive i hytten natten over, mens de seks tjekker ville gå videre. Tjekkerne virkede uerfarne, fortæller danskeren.

»Da vi kiggede efter dem ud over bjergsiden, kunne vi se, at de næsten ikke var kommet nogen vegne. Man kunne se, at de ikke helt havde styr på tingene. Det kræver ikke tilladelse at bestige Mont Blanc – og hvis man ikke har styr på forholdene, så kan det være virkelig svært. Det er derfor, vi havde en guide,« lyder det fra Lars Riis.

Klokken 10 om aftenen blev de tre danskere vækket af lys og lyd foran hytten. Det var en redningshelikopter, som var på vej op på bjerget for at finde de seks personer fra Tjekkiet.

Danskerne fik herefter at vide, at gruppen havde haft en ulykke, hvor én person var død, og resten måtte reddes ned i helikopter.

»Ulykken skete nok, fordi de var faret vild. Det var svære forhold at gå i, fordi der lå meget sne, og man ikke kunne se ruten. Det var en kombination af manglende erfaring og manglende udstyr,« fortæller Lars Riis.

Selvom de tre danskere var rystede af oplevelsen, besluttede de alligevel at prøve at gå videre dagen efter.

Om aftenen kom der fire nye personer fra Tjekkiet til hytten, der også ville forsøge at nå toppen.

Næste morgen kom de tre danskere tidligt af sted.

»Vi fik krydset alle de farlige steder, hvor det var gået galt for de andre dagen før. Det var teknisk svært, men vi havde godt udstyr, masser af træning og en rigtig god guide. Så vi følte os ikke udsatte eller i fare,« siger Lars Riis.

Efter et stykke tid blev forholdene for svære, og da de tre ikke ønskede at »tage nogen risiko,« valgte de at afslutte turen og gå ned igen.

»På vej ned mødte vi de fire andre tjekker, der var på vej opad. Man kunne se, at de ikke var så erfarne. De gik på en forkert rute, og det så skidt ud,« siger Lars Riis.

Specielt en pige, som gik bagerst, så allerede træt ud tidligt på turen. De tre danskere mente, at det virkede meget usikkert. De forsøgte derfor at få gruppen til at vende om.

»Vi fortalte dem, at vi valgte at vende om for ikke tage nogen risiko. Men de besluttede alligevel at gå op og 'kigge på det',« lyder det.

Lars Riis og de to andre danskere begyndte nedstigningen, som også var teknisk svær – men de følte sig i trygge hænder. De var pressede, men de følte ikke på noget tidspunkt, at det var ude af kontrol.

Da de havde gået en time eller to fløj endnu en redningshelikopter hen over dem.

»Da vi kom ned, fandt vi ud af, at den tjekkiske pige, der gik bagerst, var styrtet i døden,« fortæller Lars Riis.

Det vil altså sige, at to af de i alt 10 tjekkere, der havde forsøgt at bestige bjerget tirsdag og onsdag, var døde.

Mand besteg Mount Everest to gange på en uge

Hvordan påvirker det jer, at det gik så galt for de andre?

»Det er tankevækkende og mærkeligt at tænke på, at de folk, du lige har siddet sammen med, nu bare er væk,« siger Lars Riis og fortsætter:

»Men det er bare stor forskel på den måde, de andre gik op på bjerget på og på den måde, vi gik op på.«

Selvom oplevelsen har sat spor hos Lars Riis, afviser han ikke at kunne finde på at kaste sig ud i bjergbestigning igen.

»Jeg tror godt, jeg kunne finde på at gøre det igen. Nu skal det her lige synke ind. Vi har været presset psykisk og fysisk, men ikke ude at kontrol. Det er tankevækkende at gå de steder, hvor folk lige er døde. Den oplevelse ligger i baghovedet,« siger han.

To bjergbestigere er dræbt af lavine i de franske alper

Han lægger vægt på, hvor vigtigt det i sådan en situation er at kende sine egne begrænsninger.

»Vi har gjort os det klart, at det handler om turen mere end målet. Jeg har ikke nødvendigvis et behov for, at jeg skal op og stå på toppen. Det er mere vigtigt, at man har styr på forholdene og lytter til guiden,« lyder det.

Mont Blanc er et af verdens mest dødelige bjergsbestigningsmål. Ifølge en opgørelse i The Atlantic dør 100 mennesker hvert år i forsøget på at nå toppen.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce
International
TV anbefaler
Analyse
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her