Europa

Kilde i Cataloniens regering venter uafhængighed mandag

Trods stort flertal for løsrivelse har Catalonien ikke erklæret uafhængighed. Det kan ske mandag, siger kilde.

Trods voksende pres fra det øvrige Spanien og en catalansk folkeafstemning præget af vold fastholder regeringen i den spanske region, at den vil erklære uafhængighed.

Det kan komme til at ske på mandag, siger en regeringskilde i Barcelona ifølge nyhedsbureauet AFP.

Catalonierne stemte i weekenden for løsrivelse med et overvældende flertal.

Men afstemningen fandt sted under voldsomme sammenstød mellem vælgerne og politiet, som centralregeringen i Madrid havde sendt på gaden i stort antal. Centralregeringen har erklæret afstemningen ulovlig.

De regionale partier Junts pel Si og CUP, som støtter skilsmissen med Spanien, ønsker en debat om afstemningen i parlamentet på mandag, skriver avisen La Vanguardia.

Cataloniens præsident, Carles Puigdemont, vil udtale sig om spørgsmålet onsdag aften klokken 21.

I et interview, som BBC bragte onsdag morgen, sagde Puigdemont, at det kun er et spørgsmål om få dage, før Catalonien vil erklære uafhængighed.

- Regeringen i Catalonien vil handle enten i slutningen af denne uge eller i begyndelsen af næste, sagde han.

Det vil være en stor fejl, siger han, hvis den spanske regering gør forsøg på at overtage styringen i Catalonien.

Det foreløbige resultat af søndagens folkeafstemning viser, at 90 procent stemte for løsrivelse. Men valgdeltagelsen var kun 42 procent.

Det kan delvist skyldes, at spansk politi på flere valgsteder forhindrede vælgerne i at stemme.

/ritzau/AFP
Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce
International
TV anbefaler
Analyse
Annonce
Her laves 35 mio flasker vin om året: Og i tre dage opfordres til sanseløs druk
Med sine alsidige lokalklimaer og en produktion af 35 mio. flasker vin årligt er Israel en ambitiøs spiller på vinmarkedet, selv om alkohol for mange israelere er forbeholdt festdage. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her