Fortsæt til indhold
Europa

Hvem er nazigruppen, der mener, at »Hitler havde ret«?

En racistisk, antisemetisk og homofobisk gruppe, som opfordrer til had og promoverer en ond ideologi, lyder det fra den britiske regering.

Flygtninge er ikke velkomne, den ariske race er ved at uddø og Hitler havde ret.

Det er nogle af de synspunkter, den højrenationalistiske og nynazistiske britiske gruppe National Action står for.

Men hvem og hvad er den kontroversielle gruppe egentligt? Hvilke synspunkter har gruppen, som fire britiske soldater tirsdag blev arresteret for at være medlemmer af og angiveligt planlægge terrorangreb for?

Den britiske regering klassificerede i 2016 National Action som en ulovlig terrororganisation. Det betød, at gruppen mistede sin ret til at rekruttere medlemmer og afholde offentlige møder. Alle, der udviser støtte til gruppen, risikerer desuden at blive retsforfulgt.

På regeringens liste over deklarerede terrorgrupper beskrives gruppen som en »racistisk, nynazistisk gruppe,« som blev etableret i 2013, og som har haft flere forskellige afdelinger i Storbrittanien. Gruppen har blandt andet afholdt »provokerende« demonstrationer og generelt opført sig intimiderende over for lokalbefolkningen.

Gruppen, som tæller mellem 60 og 100 medlemmer, forsøger primært at rekruttere yngre medlemmer, og hovedparten af gruppens aktiviteter bliver ifølge The Sunday Times udført i det britiske amt Yorkshire.

National Action kalder sig selv en »nationalsocialistisk organisation,« og har bl.a. haft slogans som »Storbritannien er vores, resten må ud.«

Slogans og nynazistiske budskaber bliver kommunikeret ud via det sociale medie twitter.

I 2016 postede gruppen et billede af en demonstration på twitter, hvor medlemmer bar et banner med skriften: »Flygtninge er ikke velkomne. Hitler havde ret.«

Gruppen har desuden tidligere glorificeret og udtrykt sympati med Thomas Mair, som var den højrenationalist, der myrdede Labour-politikeren Jo Cox i juni sidste år, skriver The Independent.

Og så har gruppen mødt anklager om, at de har opfordret til mord på jøder.

Den britiske regering tager voldsomt afstand fra National Action.

Amber Rudd, som er den britiske indenrigsminister, har flere gange kritiseret gruppen, og det var også hende, der erklærede organisationen ulovlig.

»National Action er en racistisk, antisemetisk og homofobisk gruppe, som opfordrer til had og promoverer en ond ideologi. Den har ikke noget sted at høre hjemme i Storbritannien,« har Amber Rudd udtalt til The Telegraph.

National Actions twitterprofil er flere gange blevet lukket, men det er altid lykkedes gruppen at åbne nye profiler.