Frankrigs præsident Macron bliver mere og mere upopulær
Senest har Emmanuel Macrons ønske om en officiel "førstedame"-titel til sin kone, Brigitte Macron, vakt vrede.
Han har kun siddet på posten som Frankrigs præsident i få måneder. Alligevel har han allerede gjort sig upopulær blandt vælgerne.
Det har flere meningsmålinger i løbet af de seneste uger vist. Ifølge France24 er Macrons popularitet faldet med syv procentpoint, og tilfredsheden med den unge præsident ser i det hele taget over en bred kam ud til at være dalende.
Kun 36 pct. af franskmændende mener ifølge en undersøgelse fra YouGov, at Emmanuel Macron udfører et tilfredsstillende stykke arbejde.
Senest har præsidenten fået slag for sin plan om at gøre sin kone, Brigitte Macron, til officiel fransk "førstedame" med dertilhørende pligter.
Knap 200.000 mennesker har indtil videre skrevet under på en online underskriftindsamling mod præsidentens beslutning og vist deres utilfredshed med, at Brigitte Macron skal have en officiel titel.
»Det er op til det franske folk at vælge, hvem der repræsenterer os,« lyder det bl.a. i underskriftindsamlingen, som også hævder, at 65 pct. af den franske befolkning er modstander af en sådan førstedame-titel til Brigitte Macron.
Også Macrons politiske modstandere har kritiseret forslaget. Daniel Fasquelle fra centrum-højrepartiet Les Républicains kaldte fredag præsidenten for »uerfaren« og »ikke klædt på til embedet«.
En officiel titel ville betyde, at Brigitte Macron får penge fra de offentlige budgetter til at opretholde en stab. Hverken Tyskland eller Storbritannien har ifølge The Guardian en officiel status for statsoverhovedets ægtefæller.
Macron har siden sin tiltrædelse offentliggjort nedskæringer, fremlagt en reform for arbejdsmarkedet og gjort sig uvenner med militæret i en sådan grad, at militærets øverstkommanderende, Pierre de Villiers, i juli meddelte, at han trådte tilbage på grund af Macrons nedskæringer på det militære område.
Præsidentens fald i meningsmålingerne markerer det største fald for en nyvalgt præsident siden Jacques Chirac i 1995.