Terrormistænkte »musketerer« er blevet dømt skyldige for planlægning af angreb i Storbritannien
Efterforskningen har været »en af de mest komplekse i årevis.«
De var »farlige mænd«, som ville begå et »massemord af et angreb«. Indtil politiet udgav sig for at være et kurerfirma og fældede de tre mænd i deres terrorplaner.
Tre terrormistænkte mænd, som kaldte sig selv for »De Tre Musketerer« er onsdag blevet dømt skyldige i at planlægge et terrorangreb mod politi- eller militærmål i Storbritannien. Det skriver BBC.
29-årige Naweed Ali, 25-årige Khobaib Hussain og 33-årige Mohibur Rahman nægtede sig alle skyldige i at have planlagt noget sådant, men politiet efterforskning har fortalt en anden historie. Ifølge betjentene i retten var efterforskningen en af de »mest komplekse i årevis«, skriver BBC.
Den britiske anti-terror-enhed måtte nemlig først gå undercover for at fange de tre musketerer. Betjentene her oprettede et falsk kurérfirma, som fragtede forsinket baggage ud til briterne - og det blev to af de nu dømte terrormistænkte ansat i.
Naweed Ali og Khobaib Hussain blev begge ansat som chauffører i firmaet, og mens de blev sendt ud med firmabiler til deres første levering, begyndte den britiske efterretningstjeneste, MI5, at gennemsøge deres biler. Og det betalte sig.
I en rød taske fandt det blandt andet en halv-færdig hjemmelavet bombe og en kødkniv med ordet »kafir« - som på arabisk betyder »vantro«. Det fik politiet til at arrestere alle tre mænd, som også havde udvekslet »radikaliserede og ekstremistiske synspunkter« i krypterede beskeder.
En fjerde mand, den 38-årige Tahir Aziz, blev i samme ombæring kendt skyldig, efter MI5 fandt et samuraisværd i hans bil.
Fra de dømte lyder forsvaret, at våbnene er blevet plantet i deres biler. Onsdag er de dog blevet dømt skyldige, og torsdag offentliggøres det, hvordan straffen udmøntes, og hvor hård den bliver.