60 højhuse dumper ny Grenfell Tower-brandtest

Testen indebar bl.a., at der blev sat ild til en stor model af Grenfell Towers isolationssystem.

Artiklens øverste billede
Der er siden branden i Grenfell Tower i London blevet udført en række undersøgelser af resten af byens højhuse for at tjekke deres isoleringssystemer. Foto: Frank Augstein/AP

Isolationssystemer brugt i mindst 60 højhuse i London har dumpet en ny brandsikkerhedstest i London.

Det skriver BBC.

Testen er blevet udført i kølvandet på branden på Grenfell Tower, der brød ud den 14. juni og dræbte mindst 80 mennesker og sårede et tilsvarende antal.

Grenfell Tower er både før og efter branden blevet kritiseret for ikke at være isoleret godt nok, og det er efter branden kommet frem, at isoleringspladerne på bygningens facade ikke levede op til brandsikkerheden.

Det anvendte isoleringsmateriale, der er fremstillet af plastic, har også mødt kritik i Danmark, hvor Sikkerhedsbranchen har kaldt det »benzin på fast form«.

Den nye test, som bygningsforskningscentret Building Research Establishment står bag, har ifølge BBC været mere grundig sammenlignet med tidligere undersøgelser.

Tidligere var det blot højhusenes paneler, der blev testet, men med den nye brandtest har forskningscentret kontrolleret kombinationen af paneler og isolering.

Testen involverede bl.a., at der blev bygget en stor model af Grenfell Towers isolationssystem med plasticskum og aluminiumspaneler, hvorefter der blev sat ild til det.

Grenfell Towers isolationssystem viste sig at være det mest brændbare af de i alt seks kombinationer, som forskningscentret har undersøgt.

Det er kun højhuse med en af de seks kombinationer, der er blevet testet.

Ifølge The Guardian drejer det sig om 70 højhuse, der anvendes til beboelse. Ud af de 70 er det ifølge avisen kun ni byggerier, der ejes og forvaltes af offentlige instanser, mens resten er ejet af en private eller boligforeninger.

Det endelige antal højhuse, der er dumpet, ventes at blive offentliggjort senere fredag.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen