Brandmænd plages af dårlig samvittighed og minder om skrigende folk efter branden i Grenfell Tower

Flere brandmænd beskriver kampen mod flammerne i højhuset som »deres livs opgave«.

Artiklens øverste billede
Branden i Grenfell Tower brød ud den 14. juni i et defekt køleskab. I løbet af ganske kort tid spredte flammerne sig til samtlige 24 etager. Foto: Frank Augstein/AP

Han har været 30 år i Londons brandvæsen, men aldrig set noget lignende.

Rundt omkring ham sad eller lå flere af de brandmænd, der netop havde kæmpet mod flammerne i højhuset Grenfell Tower i London den 14. juni.

»De havde et forpint og plaget udtryk i deres øjne. Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle se noget som det. Og jeg beder til Gud om, at jeg ikke kommer til at se det igen,« siger brandleder Steve Dudeney ifølge The Guardian.

Han og flere andre brandmænd har over for tv-kanalen ITV for første gang beskrevet deres kamp mod branden, der endte med at dræbe mindst 80 mennesker.

Flere af beboerne kunne ikke undslippe flammerne, der endte med at brænde bygningen ned til grunden.

Netop dét faktum plager stadig flere af brandmændene, ifølge den mangeårige brandmand Richard Welch.

»Der er en stolthed over, hvad vi gjorde, og hvor hårdt vi allesammen arbejde. Men der er også den her forfærdelige følelse af... at vi ikke fik reddet alle. Og vi prøvede virkelig,« siger han i ITV-dokumentaren.

Han blev selv alarmeret om branden omkring klokken 1.18 om natten, hvor der først blev sendt seks brandbiler afsted.

Siden steg det til 10, så 15 og til sidst 40 brandbiler, mens omkring 200 brandmænd forsøgte at få kontrol over branden.

Èn af dem var Pat Goulbourne, der husker synet af folk, der forsøgte at flygte ud af bygningen, mens røgen steg op omkring dem og brandfolkene.

»Man kunne høre folk skrige efter hjælp. Det var frygteligt. Der var hundrede af mennesker derinde - mænd, kvinder og børn, der var fuldstændig dækket af sod,« siger han.

Brandmændene har tidligere slået fast, at de manglede udstyr samt oplevede problemer med vandforsyningen og radiokontakten med hinanden under branden, hvilket besværliggjorde deres arbejde.

Flere af de overlevende beboere har kritiseret myndighederne for at være for langsomme i efterforskningen af, hvem der bærer ansvaret for branden, og hvordan den kunne udvikle sig så fatalt.

Flere har blandt andet krævet lokale politikeres afgang og anklaget bygningens konstruktører for at have fejlet.

Branden i højhuset brød ud den 14. juni i et defekt køleskab. I løbet af ganske kort tid spredte flammerne sig til samtlige 24 etager.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen