To danske turister blev angrebet af køer i de østrigske alper og fløjet på hospitalet
Et dansk par var på vandretur i Østrig, da ulykken skete.
En 68-årig mand og hans 59-årige hustru - begge fra Danmark - var søndag involveret i en ulykke i de østrigske alper.
Under en vandretur i området Garnitzenalm blev parret trampet ned af en gruppe på omkring 50 køer, skriver det lokale medie ORF Kärnten.
Gruppen af køer var angiveligt blevet urolige, efter en italiensk turist havde taget sin hund med på vandretur og nærmede sig køerne.
Ifølge vidner agerede han både råbende og aggressivt.
Han blev først væltet af køerne, inden en landmand forsøgte at hjælpe ham.
Herefter fortsatte flere af køerne i retning af de to danske turister.
Parret blev siden fløjet til et nærliggende hospital, hvor de blev over natten til observation.
Omvendt kan den italienske turist forvente yderligere et par dages indlæggelse, skriver det østrigske medie.