Flere alvorligt såret efter brokollaps i Sverige

En bro i den svenske by Ludvika er brast sammen. Over et dusin mennesker er blevet såret - heraf flere alvorligt.

En jernbanebro er kollapset i Ludvika, der ligger godt 200 km nordvest for den svenske hovedstad, Stockholm.

Flere personer er kommet alvorligt til skade i ulykken, der fandt sted torsdag eftermiddag.

»Det er en større ulykke. Det er en bro under konstruktion, som er brudt sammen,« siger politiets talsmand Stefan Wickberg til det svenske nyhedsbureau TT.

Landstinget Dalarna karakteriserer hændelsen som meget alvorlig og oplyser, at i alt 12 mennesker er kommet til skade, hvoraf fire er alvorligt sårede. Politiet meddeler samtidig, at det drejer sig om 16 mennesker, hvoraf fem er alvorligt sårede, lige som der er flere lettere tilskadekomne.

Det drejer sig om folk, der er blevet mast under broen, og indebærer således skader og traumer medført af fastklemning.

Fire af de tilskadekomne er ifølge Landstinget Dalarna blevet bragt til Ludvika Hospital, mens en anden er blevet overført med helikopter til universitetshospitalet i Örebro. Øvrige tilskadekomne vil blive bragt til Falun Hospital, der ligger godt 60 km fra ulykkestedet. Falun Hospital har indhentet forstærkning, og regionale kræfter er blevet indkaldt for at stå klar til at tage imod sårede.

Ifølge politiet er de tilskadekomne bygningsarbejdere. Jernbanebroen var under konstruktion, og der var et bygningstillads opstillet omkring broen. Ifølge politiets seneste udmelding skulle det netop være stilladset, der har forårsaget kollapset. 

»Det hele er brudt sammen,« siger en anonym kilde til TT.

Hvorfor stilladset og broen er kollapset ved politiet dog endnu ikke. Det samme gælder entreprenøren for konstruktionsprojektet, som Aftonbladet har talt med.

»Ulykken skete under støbningen af en ny bro - præcis hvorfor er for tidligt at sige,« siger Edvard Lind, der er pressechef hos Skanska til avisen.

Han tilføjer desuden, at der var omkring 20 arbejdere på pladsen, da broen kollapsede.

Politiet blev alarmeret klokken 14.13. Ulykkestedet er blevet spærret af, og politiet afventer nu at igangsætte de tekniske undersøgelser, når man har sikret sig, at der ikke er flere tilskadekomne mellem murbrokkerne. Derudover er fire ambulancer, to helikoptere og en brandbil på stedet.

Togtrafikken vil desuden blive påvirket af ulykken, oplyser Landstinget Dalarna.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen