Britisk politiker: Theresa May-tale »kunne være taget ud af Mein Kampf«

Næstformand for oppositionsparti langer hårdt ud efter premierministeren.

Artiklens øverste billede
Storbritanniens premierminister Theresa May. Foto: Olivier Matthys/AP

Det er et gammelt, omdiskuteret trick at sværte sin politiske modstander til ved at sammenligne ham eller hende med en af historiens største skurke - den tyske diktator Adolf Hitler.

Nu har den 74-årige næstformand for det britiske parti Liberal Democrats, Vince Cable, benyttet sig af netop dén finte i en vurdering af premierminister Theresa May.

Kritikken drejer sig helt specifikt om en tale, May gav i november,

Her udtalte hun, at »hvis du mener, at du er en verdensborger, så er du i virkeligheden ikke borger nogen steder. Så forstår du ikke, hvad borgerskab betyder«.

Udtalelsen var ment som en kritik af folk, der ser sig mere som en del af det internationale samfund end det britiske.

Flere tolkede dog det som en slet skjult kritik af indvandrere og folk mere flere nationaliteter.

En af dem var Vince Cable, der nu for alvor fortæller, hvad han mente om dén tale.

»Jeg mener, at lige præcis den formulering var ret ond,« siger han ifølge The Independent.

Herefter gjorde han brug af Hitler-manifestet og selvbiografien »Mein Kampf« - på dansk »Min Kamp« - i sin beskrivelse af talen.

»Det kunne være taget ud af »Mein Kampf«. Jeg mener, at det er dér, det syn kommer fra om »rodløse kosmopolitter«. Det var skamløst af hende,« siger han.

Det er endnu uvist, hvad Theresa May mener om Cables hårde dom.

Vince Cable står til at blive den nye formand for Liberal Democrats, efter Tim Farron trådte tilbage efter det britiske valg i juni.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen