Fortsæt til indhold
Europa

Hundredeårshændelse: Gader og pladser i Berlin står under vand - og mere regn er på vej

»Bliv derhjemme«, lyder beskeden fra myndighederne til indbyggerne.

Det står vådt til i den tyske hovedstad Berlin, hvor kloakkerne efter store mængder regn har givet op, og flere gader og pladser torsdag aften stod under vand.

»Bliv derhjemme, kære borgere,« lød opfordringen torsdag aften fra indsatsleder Wilfried Gräfling fra byens brandvæsen i tv-programmet Abendschau.

Brandvæsenet har siden arbejdet med at pumpe vand væk fra gaderne, men fredag morgen er der stadig store udfordringer.

Flere fly fra lufthavnen Tegel er blevet aflyst, mens andre er forsinkede på grund af kraftige tordenbyger og vand på landingsbanerne, skriver avisen Bild i en artikel, som bærer rubrikken »Berlin under vand«.

https://www.facebook.com/wettercom/videos/10156309542173502/

Ifølge Wetter24 er der tale om en "hundredeårshændelse", der har ramt Berlin og Brandenburg med op mod 250 millimeter nedbør på godt og vel et døgn - til sammenligning får vi i Danmark i gennemsnit 712 millimeter regn på et helt år.

Trafikanter, der skal ud i Berlins gader, bliver fredag af myndighederne opfordret til at udvise særlig forsigtighed. Flere gader, undergrundsstationer og viadukter vil desuden være spærret fredag morgen på grund af vandet.

Ifølge Bild er brandvæsenet i Berlin rykket ud omkring 2.500 gange, mens uvejret er stået på.

Vejrtjenesten Wetter advarer fredag morgen om »ekstrem, vedvarende regn« - et varsel, der varer indtil fredag formiddag, hvorefter nedbøren ventes at høre op.

»Der er kommet en ufattelig mængde vand. Vi taler her om knap et halvt års nedbør i løbet af få dage,« siger Dominik Jung fra Wetter.net.

Meteorologerne forventer dog regnbyger i hovedstaden frem mod søndag.

Også det sydlige Tyskland i området omkring Stuttgart og Nürnberg har været ramt af kraftig regn i det seneste døgn.

I Danmark har DMI advaret om kraftige byger med regn og torden i den sydlige del af landet. Dog er der ikke varslet om decideret skybrud.

På grund af klimaforandringerne har forskere meddelt, at vi i det nordlige Europa skal belave os på flere af den slags hændelser med voldsomme oversvømmelser og længerevarende nedbørsperioder, mens prognoserne giver tørt og varmere vejr til de sydeuropæiske lande.