- Artiklen opdateres
Mand forsøgte at køre ind i folkemængde ved moske i Frankrig
Ingen er kommet til skade, lyder meldingen.
En mand i en firhjulstrækker forsøgte torsdag aften at køre ind i en folkemængde ved en moské i Créteil - omtrent 10 kilometer fra det centrale Paris.
Det oplyser fransk politi på Twitter og fortæller, at ingen mennesker er kommet til skade grundet afspærringer, der var placeret foran moskeen. Føreren af bilen er blevet arresteret.
Ifølge politiet er det uklart, hvad mandens motiver var.
Men avisen Le Parisien skriver, at manden angiveligt ville tage hævn for de terrorangreb, som Islamisk Stat er blevet sat i forbindelse med, som har ramt Paris de seneste par år.
Værst gik det til den 13. november 2015, hvor seks koordinerede angreb ramte Paris. Gerningsmændene dræbte i alt 130 mennesker, herunder 89 personer på spillestedet Bataclan.
Torsdagens angreb sker ugen efter, at den 48-årig brite, Darren Osborne, forsøgte at køre en bil ind i en menneskemængde nær en moske i London.