Theresa May ville helst ikke tale om partiets tilbagegang

LONDON — Theresa May står vingeskudt tilbage efter det britiske valg, men prøver at signalere, at hun er lige så flyvende som før.

Premierministerens forsøg på at øge det konservative mandattal i parlamentet med et valg i utide mislykkedes, og i stedet forsvandt partiets flertal. Theresa May var gået til valg på, at man med hende fik et »stærkt og stabilt lederskab«, og hun havde advaret om, at en stemme på Labour-lederen Jeremy Corbyn ville resultere i en »kaos-koalition« med forskellige mindre partier.

Nu er det hende selv, der kan regere på et lille, nordirsk, protestantisk partis nåde, hvilket meget vel kan blive kaotisk. Og samtidig er der sat et kraftigt spørgsmålstegn ved Theresa Mays styrke som leder.

Der skulle først have været valg i 2020, men Theresa May ønskede valg før tid for at omsætte en suveræn føring over Labour i meningsmålingerne til et større flertal end den smalle majoritet, som partiet med 330 ud af 650 pladser havde.

Målt i andel af stemmerne øgede Konservative faktisk støtten fra 37 til 42 pct., hvilket bringer resultatet på niveau med Margaret Thatchers jordskredssejr i 1983. Men da Labour øgede endnu mere, med 10 pct.-point, så mistede Konservative mandater i det særlige, britiske valgsystem. Og det var mandaterne, som May ville have flere af.

Konservative røg ned på 318 pladser og vil fremover være afhængig af støtte af de 10 mandater fra det nordirske parti DUP, Democratic Unionist Party, som ikke ser ud til at skulle i regering, men blot være støtteparti.

Selv sammen med DUP’s 10 mandater har May kun 328 mandater bag sig, hvilket er et smallere flertal, end de Konservative havde alene før. Og havde det ikke været for de skotske konservative under ledelse af den bramfrie Ruth Davidson, så havde Theresa May ikke været i nærheden af et flertal. I Skotland øgede Konservative fra 1 til 13 mandater.

Det Skotske Nationalparti, SNP, fik til gengæld et dårligt valg og mistede 21 af 56 pladser. Liberaldemokratene gik tilbage i procent, men øgede fra 8 til 12 mandater. Det højreorienterede parti Ukip gik fra 1 til 0 mandater. Partiformand, Paul Nuttall, har nu trukket sig, og Ukip skal have sin fjerde leder siden brexit-afstemningen for et år siden.

Men valgets store historie er den konservative nedtur, som blandt andet blev fulgt på sportsbaren Rileys i det centrale London, hvor en konservativ forening afholdt valgresultatfest. Eller som det hele udviklede sig måske snarere valgarrangement end -fest.

Da tv-kanalerne kl. 22 offentliggjorde en exit poll, blev den mødt med skepsis. Konservative stod til at miste flertallet, men kunne det virkelig passe? Ralph Boldwin, partiaktivist og tidligere byrådsmedlem, kunne ikke få de dårlige tal til at stemme med de tilbagemeldinger, han havde fået, da han i løbet af kampagnen var ude og stemme dørklokker.

Men selv om han håbede på, at exit pollen tog fejl, så kritiserede han partiets kampagne: »Vi har ikke gjort nok for at vise, at Corbyns økonomiske politik ikke hænger sammen. Vi har behandlet ham som julemanden,« sagde Boldwin og henviste til, at der manglede penge til Labours valgløfter.

Efterhånden som valgresultaterne kom ind, var der flere sympati-klap end jubelråb på Rileys. Der blev talt om, at May var færdig og burde meddele sin afgang, især blandt de yngre gæster.

I et hjørne sad nogle mere modne partimedlemmer.

»De unge tager fejl,« sagde Mauria Walker, en pensioneret sagfører, som dog blev afbrudt af sin ven, Dr. N. Khazad.

»Hun skal gå af, og så skal vi have Boris,« sagde han med reference til udenrigsminister Boris Johnson.

»Du er en forræder,« replicerede Mauria Walker, som mente, at man skulle stå sammen i tilbagegangens stund frem for at forsøge at udskifte partiformanden.

Katastrofalt valgmanifest

Også i de højere, konservative luftlag blev der talt om Mays fremtid. Blandt andet havde tidligere magtfuld finansminister George Osborne, svært ved at skjule sin skadefryd. Osborne har en mere frisk, storbyagtig og pro-europæisk tilgang til politik end May, som fyrede ham sidste år, da hun blev premierminister. I dag er han redaktør for avisen Evening Standard, der hver eftermiddag sender omkring 800.000 trykte aviser på gaden i London.

Osborne sagde på ITV News på valgnatten, at det konservative valgmanifest var »en total katastrofe«, der ville blive husket som »et af de værste i historien fra et regeringsparti«. Han rettede sig selv for at slå sin pointe fast:

»Jeg siger et af de værste. Jeg kan faktisk ikke tænke på nogen værre.«

Valgmanifestet er også blevet kritiseret af mange andre end Corbyn, herunder gæster til valgnatten på sportsbaren Rileys. Kritikken har været, at manifestet manglede positive visioner, men i højere grad kørte på nødvendighedens politik. Det mest omtalte valgforslag handlede om en såkaldt ”demensskat”, hvor folk delvist selv skulle betale for deres ældrepleje med den arv, som de efterlod sig ved livets slutning.

Fredag skete der så meget på den politiske scene, at Osbornes avis udkom i hele fire forskellige udgaver. Alle med kritiske forsider mod Theresa May: »May hængt til tørre« og »Dronningen af fornægtelse«, lød det blandt andet. Sidstnævnte forside skyldtes, at May udadtil ikke virkede til at ville indse, at hendes parti faktisk var gået tilbage.

Imens glimrede seniorministrene i regeringskabinettet ved deres fravær i medierne. De undlod ganske enkelt at gå ud og slå ring om May. Hun måtte selv ordne det parlamentariske rod, hendes beslutning om et valg i utide havde skabt.

Det er anden gang på et års tid at interne parti-egoistiske hensyn hos Konservative medfører uro og usikkerhed i Storbritannien. I 2016 stemte briterne således om, hvorvidt de stadig skulle være medlemmer af EU. Det var en afstemning, som premierminister David Cameron havde udskrevet for at tækkes den EU-skeptiske højrefløj i sit eget parti og for at undgå, at Ukip gjorde alt for store indtog i de konservative vælgermasser.

Cameron ville ikke ud af EU, men afstemningen skulle lukke debatten én gang for alle. Som bekendt gik det ikke, som han ønskede. Vælgerne ville have brexit, og Cameron trak sig efter nederlaget.

Mens der var et element af gambling over Camerons beslutning om en folkeafstemning, så virkede Theresa Mays nyvalg som et sats, der nærmest ikke kunne gå galt. Det konservative parti var dobbelt så stort som Labour i målingerne, og May og hendes inderkreds følte sig så sikre på sejren, at de lavede et valgmanifest uden masser af valgløfter, og besluttede, at May ikke skulle deltage i tv-debatter.

Debatfraværet blev kritiseret for at være arrogant. Det var Theresa May, der ønskede valget, og så ville hun ikke selv være med i tv-debatter, kom det fra modstanderne.

Men May ændrede ikke mening til debattene, og det var i tråd med den konservative kampagne, der fokuserede på, at hun var en stærk og stabil leder, og sådan en skifter vel ikke bare standpunkt. Da May efter at have været under angreb lavede en kovending på forslaget om ”demensskatten”, insisterede til almen forundring på, at »intet er forandret«.

Efter kovendingen forsøgte partiet at gen-starte valgkampagnen og komme tilbage til hovedbudskabet: Stærke Theresa May er den bedste brexit-forhandler.

Hvor mange vælgere taktikken om Mays person og brexit tiltrak er svært at sige, men undervejs førte den til et tweet, som Theresa May i dag sikkert gerne havde været foruden.

Den 20. maj skrev hun på Twitter: »Hvis jeg mister bare seks mandater ved dette valg, så er det Jeremy Corbyn, der skal sidde og tale med Europa,«

Hun endte med at miste 12 mandater. Men det ser dog ikke ud til at blive Corbyn, der skal forhandle med »Europa«, altså med EU. Det skal May selv, for hun valgte at forsætte som premierminister trods mandattabet.

Nævnte ikke nederlaget

Fredag over middag kørte hun i spadseredragt sammen med sin mand, Philip May, til dronning Elizabeth på Buckingham Palace og bad om tilladelse til at danne en ny regering. Den fik hun og kørte herefter tilbage til den ventende presse foran Downing Street 10.

Her signalerede May, at intet var forandret. I en tale, som bagefter fik brugere på Twitter til at spørge, om hun overhovedet havde set valgresultatet, slog Theresa May fast, at Konservative var blevet det største parti. Konservative vil »fortsætte med at arbejde (sammen, red.) med vores venner og allierede i Democratic Unionist Party« sagde hun og tilføjede, at de to partier »har haft et stærkt forhold gennem mange år«.

May nævnte hverken det tabte flertal eller de partifæller, der havde mistet deres mandater. Altså helt i tråd med strategien om den stærke leder, som også blev kørt i valgkampen. I stedet sluttede May talen således:

»Lad os komme i gang med arbejdet«.