Medie: MI5 var blevet advaret om en af London-terroristerne
Italienske myndigheder advarede MI5 om, at en af terroristerne gerne ville være terrorist.
De britiske myndigheder var blevet advaret om, at en af gerningsmændene, bag lørdagens angreb på London Bridge, havde en relation til Islamisk Stat. Det skriver The Guardian.
Politiet mener at have identificeret de tre gerningsmænd som Youssef Zaghba, Khuram Butt og Rachid Redouane, der alle boede i Østlondon.
Det er den 22-årige Youssef Zaghba, som de britiske myndigheder var blevet advaret mod, ifølge en italiensk chefanklager, der har været med til at efterforske ham.
Youssef Zaghba er blevet efterforsket i Italien, lige siden han i marts 2016 forsøgte at rejse fra Italien til Syrien for at hjælpe Islamisk Stat.
»Siden han flyttede til London, rejste han tilbage til Italien en gang i mellem, hvor han var der i alt 10 dage. I de 10 dage slap vi ham ikke af syne,« siger Giuseppe Amato, chefanklager i Bologna i Italien, til The Guardian.
Youssef Zaghba var på en terrorliste i Italien, og informationer om ham var også blevet delt på en fælles database med Storbritannien.
Giuseppe Amato fortæller, at han personligt så en rapport om advarslen mod Youssef Zaghba, der blev sendt til de britiske myndigheder.
»Vi gjorde vores bedste. Vi kunne kun overvåge ham og sende besked til de britiske myndigheder, det er alt, hvad vi kunne gøre. Og det gjorde vi,« siger Giuseppe Amato til The Guardian.
Ifølge Giuseppe Amato blev Youssef Zaghba stoppet i den italienske lufthavn i Bologna, da han prøvede at flyve til Istanbul. Her fortalte han myndighederne: »Jeg har tænkt mig at blive terrorist.«
Men den britiske efterretningstjeneste MI5 valgte ikke at sætte ham på en liste som person of interest.
MI5 har ikke svaret på kritikken, der er blevet rettet mod dem efter angrebet på London Bridge og Borough Market i lørdags. Men de britiske myndigheder har erkendt, at både politiet og MI5 kendte til Khuram Butt, der er en af de andre gerningsmænd bag angrebet.