Kvindelig dyrepasser døde i »freak accident«: Tigeren får lov at leve
Dyrepasserens familie bakker op om beslutningen om ikke at aflive tigeren.
Den kvindelige dyrepasser Rosa King døde den 29. maj efter at have været involveret i en »alvorlig hændelse« med en tiger i den britiske zoo Hamerton Zoo Park.
Efter den tragiske hændelse har parken været lukket for offentligheden, mens sagen undersøges, og parken har kun sporadisk udsendt opdateringer.
Adskillige personer har dog kontaktet parken for at spørge, om tigeren ville blive aflivet, og det har Hamerton Zoo Park nu afkræftet i en kort meddelelse på Facebook.
»Efter en omfattende konsultation med personalet i parken, har vi besluttet ikke at aflive tigeren. Rosas familie bakker fuldt op om beslutningen,« skriver parken.
Den 33-årige kvinde havde arbejdet i parken i 14 år før sin død. I de første meldinger fra parken lød det, at tigeren var kommet ind i en indhegning, hvor dyrepasseren befandt sig.
En af parkens besøgende, Kevin Fernandez, skrev efter hændelsen på Facebook, at han var nødt til at løbe for sit liv, fordi en af tigerne var sluppet fri.
»Jeg har aldrig løbet så hurtigt i mit liv,« skrev han.
Parken, der kaldte ulykken for en »freak accident«, aflivede dog hurtigt rygterne om, at en tiger skulle været sluppet fri i parken. Sagen bliver nu efterforsket af politiet i Cambridgeshire.
»Vi afventer resultaterne af undersøgelsen for fuldt ud at forstå, hvad der skete, før vi tager yderligere skridt i denne sag. Hvis vi får regulerende eller faglig vejledning, som guider os i den modsatte retning, må vi genoverveje vores beslutning,« skriver parken.