Dansk øjenvidne i London: Lyden af skuddene - og det jeg oplevede - vil altid sidde i mig

»Jeg er mere paranoid end jeg plejer, og det er ikke rart. I dag kan jeg ikke fokusere på andet end angrebet, som jeg hele tiden har i baghovedet.«

Sådan lyder det fra 18-årige Oliver Nielsen, der oplevede lørdagens terrorangreb i London på meget tæt hold. Et angreb, der har kostet mindst syv mennesker livet.

Oliver Nielsen befinder sig i London, hvor han er på studietur med sin klasse.

I går aftes var han sammen med seks kammerater på vej mod London Bridge, hvor nogle personer pludseligt begyndte at løbe i Oliver Nielsen og kammeraternes retning.

»Jeg tænkte i første omgang bare, at folk løb, fordi de skulle nå et tog,« siger Oliver Nielsen.

Men det var ikke tilfældet, for sekunder efter råbte Oliver Nielsens kammerat:

»Kniv!«

Og så løb drengene. Væk. Væk fra de tre gerningsmænd, der stod bag lørdagens attentat.

Tre af drengene havde lige set, hvordan to personer blev stukket ned, mens en anden var dækket til af blod.

Drengene løb hen til London Bridge-stationen, hvor de stod i fem minutters tid og snakkede episoden igennem.

»Vi tænker på det tidspunkt, at der er styr på sitationen. At politiet har kontrol over det,« siger Oliver Nielsen.

»Men så lød der omkring syv ukoordinerede skud, som lød maskingeværsagtige. Vi satte i sprint ned mod togene, hvor jeg bare råbte "run, run, run" til folk omkring mig, som jeg syntes virkede alt for rolige i forhold til situationens alvor,« fortsætter han.

De skud, som Oliver Nielsen lige havde hørt, var fra politiet i London, som skød og dræbte de tre attentatmænd.

Situationen udspillede sig så hurtigt, at syvmandsgruppen blev splittet. Sammen med to andre klassekammerater endte Oliver Nielsen i et tog, der skulle fragte de paniske og urolige drenge langt væk fra begivenhederne ved London Bridge så hurtigt som muligt.

Oliver Nielsen og de to kammerater endte nogle stationer væk fra London Bridge Station, hvor de søgte tilflugt på en cafe. Her hjalp to andre kunder drengene med at skabe overblik over situationen.

Herefter tog de hjem til skolens hotel, da der var faldet lidt mere ro over begivenhederne. På hotellet holdt klassen et krisemøde sammen med klassens tre lærere. Her var det svært for Oliver Nielsen at forstå, hvad han netop havde oplevet.

»Jeg følte ingenting til krisemødet. Det var så surrealistisk, at jeg var helt passiv,« siger Oliver Nielsen, der fortæller, at han gradvist fik en større forståelse af situationens alvor.

»Da jeg skulle i seng, kunne jeg ikke sove. Vi bor på et enormt lydt hotel, og enhver lyd, jeg hørte i nat føltes som en potentiel terrortrussel. Jeg faldt først i seng klokken fire, og vågnede to timer efter, hvor jeg rystede,« siger han og uddyber:

»Jeg tror, at lyden af skuddene - og det jeg oplevede - altid vil sidde i mig. Det glemmer jeg nok ikke. Når det er sagt, så er jeg rimelig rolig i dag, men jeg er ikke særligt glad for, hvis nogle går bag ved mig eller jeg hører en ubekendt lyd. Så jeg er nok stadig på vagt,« siger Oliver Nielsen, der forklarer, at det har været rart for ham at tale om oplevelserne.