Fortsæt til indhold
Europa

May og britisk politi kalder hændelser i London terror

Ifølge den britiske premierminister anser myndighederne hændelserne i London som potentielt terror.

/ritzau/Reuters

Den britiske premierminister, Theresa May, siger, at myndigheder efterforsker to episoder i London som terror.

May har indkaldt til sikkerhedsmøde søndag morgen, skriver en række britiske medier.

Metropolitan Police oplyser ligeledes, at de to hændelser lørdag aften ved London Bridge og Borough Market betegnes som terror.

Londons borgmester, Sadiq Khan, oplyser, at han vil deltage i det sikkerhedsmøde, som May har indkaldt til.

- Vi kender endnu ikke alle detaljer, men dette var et overlagt og kujonagtigt angreb på uskyldige beboere og besøgende i London. Der er intet, der retfærdiggør sådan et angreb, siger Khan.

En tredje hændelse i Vauxhall-området, som politiet også er rykket ud til, er ikke relateret til de to angreb.

Også lederen af arbejderpartiet Labour, Jeremy Corbyn, reagerer på det angivelige angreb.

- Brutale og chokerende hændelser i London. Mine tanker går ud til ofre og pårørende. Tak til beredskabet, skriver Corbyn på Twitter.

Der er i øjeblikket valgkamp i Storbritannien. Valget skal efter planen afholdes 8. juni.

Hændelsen ved London Bridge dækker ifølge BBC over, at et køretøj har påkørt fodgængere på broen.

Derudover er politiet til stede ved Borough Market, hvor der er meldinger om knivangreb og skud. En journalist fra Reuters har desuden rapporteret, at der er hørt høje brag fra området.

Indtil videre melder politiet om mindst seks døde. Det oplyser politiet til tv-stationen BBC.