Macron løfter sløret: Her er min premierminister
Spændingen er udløst. Den 46-årige Edouard Philippe er udnævnt som Frankrigs nye premierminister.
PARIS
Frankrigs nyindsatte præsident, Emmanuel Macron, har mandag løftet sløret for én af sine allerførste store beslutninger, nemlig valget af sin premierminister.
Det bliver – som flere medier på forhånd havde spået det - den 46-årige konservative politiker Edouard Philippe.
Det meddeler Alexis Kohler, som er Macrons nye kabinetchef i Elysée-palæet, på et pressemøde.
Premierministeren er efter præsidenten den mest magtfulde politiker på den franske politiske scene, og derfor har udnævnelsen været ventet med stor spænding.
Edouard Philippe har siden 2010 været borgmester i den nordfranske by Havre og tilhører den mere centrumorienterede fløj i det konservative franske parti, Les Républicans.
Med valget af netop en midtersøgende-højredrejet politiker håber Macron at kunne samle en endnu bredere opbakning omkring sit parti, La République en Marche, frem mod det vigtige parlamentsvalg i juni.
Flere tidligere socialistiske kandidater har allerede tilsluttet sig Macron-lejren, men nu er kampen om centrum-højrefløjspolitikerne og vælgerskaren på højrefløjen ligeledes sparket i gang.
Edouard Philippe har i mange år været politisk allieret med veteranen Alain Juppé, som for bare et år siden var spået gode chancer for at vinde det franske præsidentvalg – men som tabte primærvalget til Francois Fillon.
Blandt andet har Edouard Philippe været en del af Juppés ministerkabinet, da sidstnævnte var miljøminister.
Edouard Philippe er født i Rouen i Normandiet og er uddannet fra de franske eliteskoler Sciences-Po og ENA (École Nationale d’Administration) - ligesom Emmanuel Macron og mange andre af de mest magtfulde franske politikere.
Det er nu op til den nye premierminister at sammensætte sit hold af ministre, som ventes at blive offentliggjort tirsdag i denne uge.