Pigespejder konfronterer nynazist til demonstration
Billedet er det seneste i rækken af ikoniske billeder, hvor kvinder stiller op imod mænds aggressioner.
Den 16-årige pigespejder Lucie Myklikova stod 1. maj ansigt til ansigt med en nynazist ved en demonstration i den tjekkiske by Brno.
Hun var blandt en gruppe af spejdere, der havde lavet en moddemonstration for at fjerne fokus fra nynazisternes demonstration. Det gjorde de bl.a. ved at danse og spille på trommer.
En amatørfotograf fangede det øjeblik, hvor Lucie Myklikova valgte at diskutere indvandring med en af nynazisterne.
Billedet er sidenhen gået verden rundt som et symbol på forskellighed og mod.
»Hun er 16 år, men hun stod høj og rank og fremførte nogle gode argumenter,« siger fotografen bag, Vladimir Cicmanec.
Også den internationale spejderorganisation har bemærket billedet, som beskrives som et symbol på, hvad spejdere står for.
»Personer fra alle steder i samfundet - heriblandt spejdere - kom ud på gaderne under en højreekstrem demonstration i går, hvor de gav udtryk for deres støtte til værdier som forskellighed, fred og forståelse. De skaber en bedre verden,« skriver organisationen på Facebook.
Billedet er det seneste i række af ikoniske billeder, som viser kvinder, der stiller op imod mænds aggressioner rundt om i verden.