Le Pen angriber Macron: Han viser ingen som helst patriotisme
De to kandidater kæmper om den franske præsidentpost.
Marine Le Pen, som er fransk præsidentkandidat for Front National, har sendt et verbalt angreb af sted mod Emmanuel Macron, der som kandidat for bevægelsen En Marche! er i direkte duel med Le Pen om præsidentposten.
»Han er tilhænger af totalt åbne grænser. Han siger, at der ikke er nogen fransk kultur. Der er ikke ét område, hvor han viser et gram af patriotisme,« lød det ifølge The Guardian fra Marine Le Pen.
Udtalelsen kom som reaktion på, at Francois Hollande fra det franske socialistparti i en tale valgte at støtte Macrons i at blive præsident efter første runde af det franske præsidentvalg. Her stod det klart, at det er Emmanuel Macron og Marine Le Pen, der skal duellere om posten som fransk præsident, når Frankrig skal stemme ved den anden valgrunde 7. maj.
Marine Le Pen gav mandag sig selv orlov fra posten som formand for højrefløjspartiet Front National. Det sker for at kunne fokusere på at samle flest mulige vælgere bag sig frem mod anden runde af det franske præsidentvalg.
»Jeg vil starte anden valgrunde på den eneste måde, jeg kender. På lige fod med det franske folk,« sagde Le Pen ifølge The Guardian, mens hun uddybede, at hun vil fokusere på vigtige spørgsmål som islamisk terror. Et spørgsmål, hvor Le Pen mener, at Macron er »svag.«
Spørgsmålene om terror, indvandring og EU har indtil videre været centrale i det franske valg.
Marine Le Pen har således markeret sig med mærkesager, der blandt andet tæller en begrænsning af indvandringen til Frankrig med 10.000 personer om året og en genindførsel af grænsekontrol i Frankrig gennem en opsigelse af Schengen-aftalen. Endvidere har hun advokeret for en fransk folkeafstemning om fortsat EU-medlemskab og et ønske om at erstatte euroen med franc.
Omvendt ønsker den pro-europæiske og socialliberale Macron at styrke EU ved blandt andet at organisere demokratiske kongresser i samtlige medlemslande, hvor drøftelser af en reform af EU er på dagsordenen. På det nationale plan ønsker han at føre en mere liberal økonomisk politik, hvilket tæller en slankning af de offentlige udgifter, mens han gerne vil hyre 10.000 flere politi- og militærfolk.