Fortsæt til indhold
Europa

JP i Frankrig: »Macron-lejren summer af liv«

Ifølge en uofficiel exit poll er der tæt løb mellem de fire franske spidskandidater.

Sent på eftermiddagen strømmede Macron-støttere til et stort kongrescenter i udkanten af Paris for at følge de sidste timer af det franske præsidentvalg.

Indenfor er hundredvis af franske og internationale medier på plads for at følge præsidentkandidat Emmanuel Macrons valgfest, lyder det fra Jyllands-Postens korrespondent Marie Louise Albers.

»Vi står inde i en kæmpestor sal, der er udsmykket med utallige Macron-plakater. Unge mennesker render rundt med EU-flag, og enkelte af dem fortalte mig, at de er ved godt mod og tror på, at Emmanuel Macron bliver blandt de to kandidater, der går videre til anden runde,« fortæller Marie Louise Albers.

Udstyret med badges, tasker og T-shirts med "Macron président" påtrykt er præsidentkandidatens støttere herunder dem, der har hjulpet ham gennem valgkampen, ved at finde sig til rette i det store kongrescenter "Porte de Versailles" med under en time til, at valgstederne rundt om i Frankrig lukker.

»Der summer af liv i Macron-lejren,« fortæller Marie Louise Albers.

En anelse nordpå i det 15. arrondissement i Paris er François Fillons støttere samlet ved præsidentkandidatens hovedkontor.

»Der er endnu ikke kommet så mange partimedlemmer, men mange af de trofaste støttere er dukket op. Der er en lille smule håb. De håber på en overraskelse, men stemningen kan bedst beskrives som slukøret,« fortæller Jyllands-Postens korrespondent Solveig Gram Jensen.

Ifølge en uofficiel exit poll fra den belgiske tv-station rtbf, der blev foretaget kort efter klokken 15.00, er det Emmanuel Macron fra den nystiftede bevægelse "En Marche!" og Marine Le Pen fra den Nationale Front, der står til at skulle mødes i den anden valgrunde den 7. maj, hvor det bliver afgjort, hvem der bliver Frankrigs næste præsident.

Emmanuel Macron24 pct.
Marine Le Pen22 pct.
François Fillon20,5 pct.
Jean-Luc Mélenchon18 pct.

Kilde: rtbf

Klokken 17.00 kunne det franske indenrigsministerium oplyse, at valgdeltagelsen ved søndagens præsidentvalg indtil videre ligger på 69,42 pct., hvilket er et lille fald i forhold til samme tidspunkt ved præsidentvalget i 2012, hvor valgdeltagelsen lå på 70,59 pct.