Fortsæt til indhold
Europa

Tyrkiske aviser fremstiller Merkel som fru Hitler og svarer tysk avis igen

»Hey fascister, hey naziefterladenskaber, hey Bild,« skriver tyrkisk avis - på tysk.

De tyrkiske politikere afholder sig ikke fra at bruge voldsomme udtryk, når de skal sætte ord på deres vrede over Tyskland og Hollands ageren i sagen om de aflyste og bandlyste valgmøder.

Men nu er også aviserne begyndt at lange ud efter hinandens lande og medier.

Onsdag udkom den tyske tabloidavis Bild med en forside, som bar billedet af den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, og ordene:

»Bild siger sandheden lige op i Erdogans ansigt. De er ikke nogen demokrat! De skader Deres land! De er uønsket her!«

Få dage forinden var den schweiziske tabloidavis Blick udkommet med en forside, som på tyrkisk opfordrede tyrkerne til at stemme nej til »Erdogans diktatur« - underforstået den forfatningsændring, som tyrkerne skal stemme om den 16. april.

Reaktionen fra Tyrkiet udeblev ikke. I en udtalelse fra udenrigsministeriet fordømte man artiklen i Blick med ordene:

»At antage en så forudindtaget og fordomsfuld holdning til folkeafstemningen, som bliver afholdt ved en demokratisk og gennemsigtig proces, og at opfordre vores borgere til at stemme på en defineret måde såvel som at bruge ærekrænkende ord om en præsident, som er blevet valgt med stor støtte, er uforligneligt med pressefrihed eller journalistik.«

Om Bilds artikel lød det tre dage senere:

»De europæiske medieorganer synes at konkurrere med hinanden om at producere grundløse beskyldninger for at bagvaske Tyrkiet og vores præsident gennem politisk polemik i stedet for at bringe upartiske og korrekte nyheder.«

Og de tyrkiske medier valgte ligeledes at svare igen.

Avisen Sabah udkom torsdag med Erdogan på forsiden og disse ord skrevet på tysk: »I kæmper forgæves. Jeres magt er ikke stor nok til at stoppe Tyrkiet. Hey Europa... Hey Tyskland... Hey Holland... Hey fascister... Hey naziefterladenskaber... Hey Bild... Tror i, at lader os skræmme af jeres skrigeri, jeres ophidselse og jeres amoralske bagvaskelse.«

En anden avis, Günes, havde i stedet sat den tyske kansler Angela Merkel på forsiden i naziuniform med et lille overskæg og ordene »Frau Hitler.«

De 16. april skal tyrkerne stemme om en ændring af forfatningen, som giver præsidenten øgede magtbeføjelser og bl.a. betyder, at han kan blive siddende på posten indtil 2029.

Folkeafstemningen har fået tyrkiske politikere til at rejse mod Europa for at afholde valgmøder for nogle af de mange stemmeberettigede tyrkere, som lever uden for Tyrkiet. I Tyskland er flere disse valgmøder dog blevet aflyst - af hensyn til sikkerheden - hvilket fik Erdogan til at beskylde tyskerne for at benytte sig af nazimetoder.

Da man fra hollandsk side nægtede den tyrkiske udenrigsminister, Mevlut Cavusoglu, at flyve til Rotterdam for at holde et valgmøde her og senere eskorterede den tyrkiske familieminister tilbage til Tyskland, afbrød Tyrkiet de diplomatiske forbindelser på højeste niveau.

Samtidig blev hollænderne ligeledes beskyldt for at være både fascister og »naziefterladenskaber.«