Blå Bog: EU's genvalgte præsident Donald Tusk
Donald Tusk rykkede i december 2014 fra polsk politik til en af topposterne i EU. Nu tager han en tørn mere.
Polens tidligere premierminister, den konservative Donald Tusk, er torsdag ved et EU-topmøde i Bruxelles blevet genvalgt til en ny to et halvt års periode som EU-præsident.
Navn: Donald Tusk.
Alder: 59 år (født 22. april 1957).
Fødested: Gdansk.
Uddannelse:
- Uddannet historiker fra det humanistiske fakultet på Gdansk Universitet.
- Aktiv i studenterpolitik, i fagbevægelsen Solidaritet og i illegale aktiviteter mod Polens kommunistiske styre.
Karriere:
- Fra 1981 journalist på en avis udgivet af Solidaritet. Grundlagde i 1983 et illegalt månedsmagasin.
- Levede i skjul en tid, efter at der blev indført undtagelsestilstand i december 1981. Ernærede sig en periode ved at sælge brød og specialiserede sig i årene 1984 til 1989 i håndværksarbejde udført i højden ved hjælp af klatreudstyr.
Politisk karriere:
- Blev formand for partiet Den Liberal-Demokratiske Kongres efter kommunismens fald og bagefter næstformand for Frihedsunionen.
- 1997: Næstformand for det polske parlaments overhus, Senatet.
- 2001 - 2005: Næstformand for det polske parlament, Sejmen.
- Fra 2003 til 2014: Formand for partiet Borgernes Platform, der på europæisk plan er med i partiet EPP, hvor også de danske Konservative hører til.
- 2007-2014: Polens premierminister. Blev i 2011 genvalgt som den første regeringsleder efter kommunismens fald.
- 30. august 2014: Valgt som formand for Det Europæiske Råd med tiltrædelse 1. december.
Privat:
- Gift og har to voksne børn - en datter, Katarzyna, og en søn, Michal, og så er han fodboldentusiast.
Kilder: Polennu.dk, dpa og Ritzau.