Fortsæt til indhold
Europa

Fakta: Her er EU-præsidentens opgaver

Donald Tusk er kun den anden person, der har jobbet som formand for Det Europæiske Råd.

/ritzau/

Polakken Donald Tusk er torsdag blevet genvalgt til posten, der oftest omtales som EU-præsident. Den formelle titel er formand for Det Europæiske Råd.

Tusk er kun den anden, der har haft jobbet. Belgieren Herman Van Rompuy blev i december 2009 den første, og ligesom Tusk blev han genvalgt og fik dermed to perioder på to et halvt år i jobbet.

EU-præsidentens opgaver er at:

  • Lede Det Europæiske Råds arbejde med at sætte en generel retning for EU's politikker og prioriteter.
  • Det Europæiske Råd består af EU's 28 stats- og regeringschefer, som mødes til topmøder mindst fire gange om året.
  • Sikre, at Det Europæiske Råds arbejde bliver ordentligt forberedt, og at der er kontinuitet i det.
  • Det skal vedkommende gøre i samarbejde med formanden for EU-Kommissionen og for det roterende formandskab for EU's Ministerråd. Det er i øjeblikket Maltas premierminister, Joseph Muscat.
  • Bestræbe sig på at fremme sammenhold og konsensus blandt EU-landenes stats- og regeringschefer i Det Europæiske Råd.
  • Efter hvert topmøde besøge EU-Parlamentet for at forelægge medlemmerne en rapport om, hvad lederne kom frem til på mødet.
  • Være unionens ansigt udadtil på de områder, som hører under den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik - men dog uden, at det går ind over beføjelserne for EU's udenrigschef.

Historien bag titlen:

  • Jobbet som formand for Det Europæiske Råd blev indført med Lissabontraktaten, der trådte i kraft 1. december 2009.
  • I udgangspunktet har EU-præsidenten jobbet to et halvt år med mulighed for at blive forlænget én gang med to et halvt år.
  • EU-præsidenten må ikke have et job i sit eget land, mens han eller hun varetager jobbet i Bruxelles.
  • Donald Tusk blev valgt til jobbet på et topmøde 30. august 2014.
  • Det foregik uden en formel kandidatproces, men efter en periode, hvor Danmarks daværende statsminister, Helle Thorning-Schmidt (S), også havde været et varmt navn i de uformelle sonderinger.