Fortsæt til indhold
Europa

Svensk udenrigsminister om Trump-fejl: Antallet af fejlagtige oplysninger stiger

»Det er godt, at vi fik svar på, hvad præsident Trump mente,« lyder det fra Margot Wallström.

Mange undrede sig, da USA’s præsident, Donald Trump, i en tale lørdag henviste til uspecificerede begivenheder i Sverige aftenen før.

»Se, hvad der skete i går aftes i Sverige,« lød det.

»Hvem ville have troet det? Sverige. De tog et stort antal ind. De har problemer, som de aldrig havde troet mulige.«

Først søndag aften dansk tid korrigerede Trump sig selv og præciserede, at han havde talt om et tv-indslag om problemerne med indvandring i Sverige, som var blevet vist fredag aften.

Men i mellemtiden havde de sociale medier gjort grin med de ikke-eksisterende begivenheder i Sverige fredag aften, og fra den svenske ambassade i Washington har det lydt, at man ser frem til at informere administrationen om indvandringen i Sverige og integrationspolitikken.

Nu har også den svenske udenrigsminister Margot Wallström ytret sig i sagen. Ifølge bl.a. SVT siger hun i en skriftlig udtalelse:

»Det er godt, at vi i går fik svar på, hvad præsident Trump mente, da han nævnte Sverige i en tale. Vi har løbende diplomatisk kontakt med amerikanske repræsentanter, og inden for rammerne af disse kontakter, informerer vi om, hvordan det ser ud i Sverige på forskellige områder.«

Wallström kommer også ind på antallet af falske oplsyninger.

»UD (udenrigsministeriet, red.) og ambassaderne arbejder kontinuerligt med at sprede en korrekt og et retvisende billde af Sverige. Vi ser desværre en generel tendens til, at forekomsten af fejlagtige oplysninger øges.«