Norsk efterretningstjeneste PST: Vi er blevet angrebet af russiske hackere
Ni organisationer, herunder et parti og Forsvaret er blevet ramt, lyder det. Efterretningstjenesten undersøger nu, hvor store skaderne er.
Advarslen tikkede ind hos den norske efterretningstjeneste, PST, fra en af tjenestens udenlandske samarbejdspartnere i januar.
Et hackerangreb havde ramt PST og otte andre statslige organisationer, lød meddelelsen.
Det bekræfter den norske efterretningstjeneste selv over for avisen VG.
Angrebet blev rettet mod blandt andet enkeltpersoner i udenrigsministeriet, Forsvaret og landet største parti, Arbejderpartiet, lyder det ifølge PST. Mistanken er nu rettet mod russiske hackere.
»De hackere, som er mistænkt for at have udført angrebet, bliver omtalt som APT29. De har ligeledes gennemført en række andre angreb mod vestlige mål i løbet af de seneste år. APT29 har en tilknytning til russiske myndigheder,« siger Martin Bernsen, seniorrådgiver i PST, til VG.
PST undersøger nu, om der er sket nogen skade under hackerangrebet, men at der »ikke er nogen grund til at tro på, at fortrolig information er blevet hevet ud af systemerne«.
Statsminister Erna Solberg har beskrevet angrebene som »alvorlige« og kalder det »et angreb mod de demokratiske institutioner i vores land«.
Netop APT29 stod ifølge den amerikanske efterretningstjeneste bag et af de angreb, der havde til hensigt at påvirke det amerikanske valg. Ifølge de amerikanske myndigheder lancerede russiske hackere to store angreb under den amerikanske valgkamp. De to hackerangreb bliver omtalt som APT 28 og APT 29, ligesom i det norske tilfælde.
APT står for Advanced Persistent Threat.
Under hackerangrebet i USA blev der blandt andet lækket interne mails fra Det Demokratiske Parti.
De russiske hackere menes også at have stået bag angreb på tænketanke, universiteter og firmaer verden over.
Rusland har selv på det kraftigste afvist beskyldningerne.
Angrebene menes at være blevet begået ved, at bagmændene har sendt en tilsyneladende normal mail til en konto i den organisation, hackerne har forsøgt at trænge ind i. Når mailen bliver åbnet, bliver virussen aktiveret, og på den måde tiltvinger hackerne sig adgang til alle organisationens mails.