Facebook vil bekæmpe falske nyheder i tysk valgkamp
Efter en amerikansk valgkamp, hvor falske nyheder om de to præsidentkandidater florerede på sociale medier, vil Facebook nu forsøge at undgå en gentagelse under dette års valg i Tyskland.
Et hold af uafhængige faktatjekkere er fremover en del af Facebooks værktøjskasse, når Facebook i de næste måneder vil sætte ind overfor falske nyheder i Tyskland.
Det offentliggjorde Facebook søndag i en pressemeddelelse.
»I sidste måned offentliggjorde vi tiltag til at bekæmpe udfordringen med falske nyheder på Facebook. Disse tiltag vil vi i de kommende uger udfolde i Tyskland,« skriver mediet.
I pressemeddelelsen forklarer Facebook, at det i fremtiden vil være lettere for brugere af det sociale medie at indberette historier, som brugerne mistænker for at være falske. Herefter vil de indberettede historier blive efterforsket af uafhængige faktatjekkere.
Bliver historien karakteriseret som "falsk", vil den blive markeret som "omstridt" i brugernes nyhedsfeed.
Tiltaget kommer i kølvandet på en amerikansk valgkamp, hvor flere historier på de sociale medier florerede, som senere viste sig at være falske. I februar skal der være tysk præsidentvalg og til efteråret afholder Tyskland også valg til Forbundsdagen.
Facebook vil forsøge at undgå, at falske nyheder vil blive en lige så stor del af nyhedsbilledet i Tyskland, som det var tilfældet under den amerikanske valgkamp.
Blandt andet blev en historie om fundet af »titusinder af falske Clinton-stemmer« spredt ud til omkring 6,1 million amerikanere, selvom historien viste sig at være falsk. Det skriver CNN, der har lavet en liste over de fem falske nyheder, som er blevet set af flest mennesker.
Medlemmer af den tyske regering inklusiv forbundkansler, Angela Merkel, har udtrykt frygt for, at falske nyheder kan få indflydelse på det tyske valg, og der har været flere tyske opfordringer til Facebook om at igangsætte nogle tiltag, der kan forhindre usandheder i at brede sig viralt.
Det nye tiltag fra Facebook betyder, at tyske brugere inden længe vil være i stand til at trykke "dette er en falsk historien" i den menu, hvor brugerne normalt kan give feedback på Facebook-opslag.
Historien vil herefter blive sendt til undersøgelse hos et hold bestående af uafhængige faktaktjekkere, der vil undersøge historien.