Fortsæt til indhold
Europa

Dansker på julemarked under angreb: "Vi hørte et ordentligt brag, som når to biler støder sammen. Det rungede i fem-seks sekunder"

Morten Wigotski landede i Berlin kl. 16 mandag. Fire timer senere var han på julemarkedet sammen med sin kæreste, da en lastbil med fuld fart kørte ind i menneskemængden. 12 er dræbt, mindst 50 er sårede.

Berlin

Morten Wigotski elsker Berlin.

Da han for nylig fyldte 30, forærede hans kæreste ham derfor en tur til byen.

Mandag ankom de til lufthavnen i Berlin, hvorefter de tog ind på hotellet, stillede taskerne og gik en tur ud i byen for at få en øl og noget at spise.

Herefter ville kæresten gerne se julemarkedet, så de tog sammen ind til Berlins smukkeste julemarked ved den berømte Gedächtniskirche.

Efter en time blandt boder, juletræer og stjerner fik de sig et glas Glühwein og fortsatte rundturen.

”Så hørte vi et ordentligt brag, som når to biler støder sammen. Det rungede i fem-seks sekunder,” forklarer Morten Wigotski fra sin mobiltelefon på hotelværelset.

Lastbilen var drønet nøjagtigt derhen, hvor de stod to minutter før.

Politiet kan endnu ikke sige, om der er tale om et terrorattentat, men hidtil har angrebet kostet 12 liv og såret mindst 50 mennesker. Nogle alvorligt.

Flere sekunders stilhed

Oven på braget var der stille et par sekunder. Morten Wigotski nåede straks at tænke, at det måtte være et terrorangreb:

”Med alle de ting, som foregår i hele verden, er det desværre det, man tænker. Man tror straks det værste.”

Så kom folk styrtende ud fra begge sider af kirken. Ud på vejen, foran biler, væltede rundt. Der har nok været 1.000 mennesker i alt, vurderer Morten Wigotski.

”Vi så ingenting andet end folks paniske øjne,” forklarer Morten Wigotski, som selv tog fat i sin kæreste og bare løb:

”Vi fik en følelse af, at vi løb for vores liv,” siger han.

Efter 200-300 meter stoppede de op og kiggede på hinanden:

”Vi var møre i benene, som når kroppen er i chok.”

Herefter tog de tilbage på hotelværelset. Undervejs blev de mødt af de første politibiler og ambulancer.

Hamrende heldige

Tilbage på værelset skrev de til familie og venner, at de var o.k.

Når de snakker sammen, er der en ting, der går igen:

”Vi er enige om, at vi er ret heldige. Hamrende heldige. Det er sådan set det eneste, vi forholder os til.”