Gør han det, eller gør han det ikke? Alle venter på et svar fra præsidenten
En fransk venstrefløj i dyb krise lægger an til at vælge sin præsidentkandidat. Rigtig mange har allerede meddelt, at de stiller op – men hvad med præsidenten selv?
PARIS: — Knap er primærvalget på den franske højrefløj overstået, før fokus nu er flyttet mod venstre. Torsdag åbnede tilmeldingen til kampen om præsidentkandidaturet blandt de franske socialister, og her har et hav af politikere allerede meldt sig på banen, i håbet om at netop de kan redde venstrefløjen ud af krisen.
Jo længere Hollande holder alle hen med sine hensigter, jo mere spreder det forvirring,« skriver Le Monde i en lederartikel.Le monde, , lederartikel
Den tidligere økonomiminister Arnaud Montebourg har allerede lanceret sin kampagne, og også Benoît Hamon, forhenværende uddannelsesminister, er klar til at tage kampen op. Begge har været ministre under præsident Francois Hollande, men har sidenhen taget afstand fra deres tidligere chef.
Spørgsmålet, som alle venter på at få svar på, er, hvorvidt Hollande selv genopstiller. Præsidenten har aldrig været så upopulær, som han er nu; både i befolkningen, men også blandt sine partifæller, og de franske medier taler om et socialistparti, som er »ved at begå selvmord« med så mange kandidater til primærvalget.
I denne uge havde avisen Libération et stort billede af skibet Titanic på forsiden med overskriften »Venstre Titanic 2017« for at signalere, at venstrefløjen lige nu er på vej mod et katastrofalt valgår.
»Jo længere Hollande holder alle hen med sine hensigter, jo mere spreder det forvirring,« skriver Le Monde i en lederartikel.
Også den franske premierminister, Manuel Valls, ligger på spring til at annoncere sit kandidatur. Deadline er den 15. december. Primærvalget finder sted over to runder i slutningen af januar 2017.
Ifølge en optælling fra avisen Le Monde er mindst 12 kandidater fra både den yderste venstrefløj og venstrefløjen klar til at stille op som præsidentkandidat. Det er dog ikke alle, der har tænkt sig at deltage i primærvalget, men stiller i stedet direkte op til præsidentvalget til foråret.
Det gælder bl.a. Jean-Luc Mélanchon, der har dannet sit eget parti på den yderste venstrefløj, og som har det franske kommunistparti i ryggen. Også Emmanuel Macron, en anden af Hollandes tidligere allierede og tidligere minister, har valgt at gå sine egne veje.