Skibsinspektør: Han saboterede brandslukningen på "Scandinavian Star"
Justitsmord, manipulation og skandale var nogle af de ord, som faldt på længere pressemøde.
Da Oslo Politi i sidste uge satte endnu et punktum i sagen om branden på ”Scandinavian Star”, afstedkom det kritik fra både overlevende, pårørende og andre, som har dedikeret sig til opklaringen.
For politiet valgte at henlægge sagen om branden, der kostede 159 mennesker livet.
Dermed bliver ingen holdt ansvarlig for katastrofen, som har givet næring til adskillige teorier, der langt fra dør med politiets henlæggelse.
Det stod klart efter et længerevarende pressemøde tirsdag, hvor den norske Stiftelsen Etterforskning av Mordbrannen Scandinavian Star under overskriften ”Politiets henlæggelse af et massemord” gennemgik politiets rapport for at gennemhulle konklusionerne.
Her fremlagde stiftelsen dokumenter og udskrifter fra gamle vidneudsagn, som angiveligt strider mod politiets konklusioner.
Ifølge en vedholdende teori, som stiftelsen og den tidligere skibsinspektør Flemming Thue Jensen, som også var til stede ved pressemødet, er overbeviste om, var det besætningen, som stod bag brandene i et forsøg på forsikringssvindel.
Det kunne politiet dog ikke bevise.
»Efterforskningen har ikke været rettet mod en eller flere personer, men har været fokuseret på at få oplyst de faktiske forhold. Gennem efterforskningen har man desværre ikke kunnet finde beviser, som kan danne grundlag for at mistanke rettes mod en eller flere personer,« lød det i en udtalelse i forbindelse med rapporten, som heller ikke fandt bevist, at der var tale om forsøg på forsikringssvindel.
Men ifølge Thue Jensen er der »uigendrivelig dokumentation« for, at maskinchefen, som døde i 2014, »saboterede brandslukningen og forsøgte at sænke skibet.«
Samtidig kritiserede han, at maskinchefen angiveligt aldrig blev afhørt og ifølge Thue Jensen deltog i opklaringsarbejdet.
Flemming Thue Jensen, som i 1990 var blandt de første om bord på Scandinavian Star, da den udbrændte færge blev slæbt til kaj i Lysekil i Sverige, pegede også på, at en elektriker og en maskinist måtte have medvirket eller været medvidende.
Ifølge politiet blev to brande, hvoraf den første hurtigt blev slukket, »sandsynligvis« påsat, mens de øvrige brande, som opstod adskillige timer senere, brød ud pga. varmepåvirkningen, lød det på politiets pressemøde.
Derudover afviste man teorien om, at et hydraulikrør, som var blevet bøjet og revet løs, var resultatet af en bevidst handling. For det første ville det ikke være muligt at gøre det med håndkraft, og for det andet mente politiet også her, at varmepåvirkningen spillede ind.
Konklusionen var samtidig, at madrasser, som ifølge vidner var placeret i korridoren for at nære branden, var blevet flyttet af det norske politi under ransagningen.
»Politiets pressekonference svækkede ingenting. Den bestyrkede kun alt det, som jeg har sagt, og det er jeg glad for,« sagde Flemming Thue Jensen, som kaldte politiets påstand om, at branden i hydraulikrummet var en følgebrand for »bevidst manipulation af fakta«.
»Det er fysisk umuligt for varmen at komme derned.«
Samtidig kunne han ikke forstå, hvordan norsk politi skulle have flyttet madrasserne ud i korridoren, når det ifølge Thue Jensen først ankom til skibet, flere dage efter at han inspicerede det.
Både Flemming Thue Jensen og stiftelsen retter en hård kritik af politiet for ikke at have afhørt den tidligere skibsinspektør umiddelbart efter branden, for sidenhen kun at ville lade ham svare på spørgsmål og nægte at genafhøre ham.
»Vi er på vej over i en ny efterforskningsmæssig skandale,« lød det fra den pensionerede Flemming Thue Jensen.
Oprindeligt blev en dansk mand, som døde under branden, udpeget som den formodede gerningsmand af det norske politi. Men i juni 2014 erkendte politiet i Oslo, at der ikke var beviser mod ham, og man valgte derfor at genoptage efterforskningen.
»Det er et rent justitsmord udført af Oslo Politi på en død mand. Det vil i al fremtid stå som en skamstøtte i norsk retshistorie,« sagde Thue Jensen.
Oslo Politi er blevet voldsomt kritiseret for efterforskningsarbejdet i 1990 og 1991, og stiftelsen har således også svært ved at forstå, at den samme politimyndighed fik lov at efterforske sig selv og det tidligere arbejde.
En stortingsnedsat kommission er fortsat i gang med at granske sagen og skal senest i juni 2017 afgive sin rapport. Her vil man dog heller ikke udpege ansvarlige for branden.
Stiftelsen agter i øvrigt at klage over henlæggelsen af sagen.