Hvordan blev Barbie-kvinden feministernes heltinde?

Blev hun voldtaget af to mænd, eller fandt hun på det hele for at få opmærksomhed, det er spørgsmålet, som deler folk i sagen om tv-personligheden Gina-Lisa Lohfink.

Artiklens øverste billede
Sagen om Gina-Lisa Lohfink har fået omfattende medieopmærksomhed. Foto: Jörg Carstensen/AP

Hun er blond, har fået kirurgisk hjælp til sin store barm og formentlig også til de struttende læber.

Gina-Lisa Lohfink er langt fra nogen typisk repræsentant for den feministiske sag.

Den 29-årige tv-personlighed blev kendt, da hun deltog i realityprogrammet "Germany's next topmodel" og har siden foldet sig ud i bl.a. Playboy, medvirket i en række tv-programmer og hittet med sin og Florian Wess' udgave af Aqua-sangen "Barbie Girl".

Men nu er hun til manges undren blevet udråbt til heltinde af tyske feminister og andre, som ønsker at skærpe lovgivningen, når det gælder seksualforbrydelser.

For i tilfælde hvor offeret ikke kan yde modstand enten af frygt eller pga. chok, vil handlingen ikke være omfattet af straffeloven, ligesom kampagnegrupper mener, at lovgivningen kun beskytter de ofre for seksuelle forbrydelser, som udsættes for trusler eller vold.

Således bliver det sjældent straffet, hvis offeret blot har sagt nej, og den tyske forbundsdag indledte for nogle måneder siden af samme grund arbejdet med at reformere den gældende lovgivning under parolen "nej betyder nej."

Og hvad har det med Gina-Lisa Lohfink at gøre?

For fire år siden gik den da 25-årige kvinde med to mænd hjem efter et klubbesøg. Hun havde sex med dem begge, men det store spørgsmål er, om det skete frivilligt.

Gina-Lisa Lohfink siger nej og mener, at de puttede stoffer i hendes drink. Mændene siger, at det var frivilligt.

Retten gav mændene ret, og i stedet for en dom for voldtægt, fik de begge bøder for at have optaget og lagt en video af seancen ud på nettet.

Gina-Lisa Lohfink på den første dag retten. Foto: Klaus-Dietmar Gabbert/AP

Ifølge tyske medier viser optagelserne, der indtil for nylig lå på flere pornohjemmesider, at Lohfink ganske rigtigt har sex med de to mænd, men man hører hende også sige »nej« og »hold op,« ligesom nogle mener, at hun virker paralyseret og dopet.

Men de levende billeder viser også, at hun danser og kysser mændene.

Og dommeren vurderede, at bønnen om at holde inde handlede om optagelserne, mens en ekspert mente, at hun var for vågen til at der kunne være tale om en såkaldt "drug rape".

Til gengæld fastslog dommeren, at Gina-Lisa Lohfink havde fremsat falske anklager, og hun blev senere idømt en bøde på 24.000 euro.  

Men tv-personligheden nægter at betale og hævder fortsat, at hun blev voldtaget. Derfor kører sagen nu for rullende kameraer og under massiv mediebevågenhed.

Retten skal ikke forholde sig til de to mænds skyld, men til, om Gina-Lisa Lohfink løj, da hun beskyldte dem for voldtægt.

Mandag havde en demonstration arrangeret af organisationen Initiative für Gerechtigkeit bei sexueller Gewalt samlet over 100 kvinder og mænd foran retsbygningen.

Her holdt de skilte med ord som »nej betyder nej«, »skyd ikke skylden på ofrene« og »du er ikke alene.«

»Det faktum, at frøken Lohfink er tiltalt for falsk beskyldning er et klassisk eksempel på et omvendt gerningsmand-offer-forhold med næsten uhørt kynisme og uretfærdighed,« lyder det i en udtalelse fra Initiative für Gerechtigkeit bei sexueller Gewalt.

Demonstranter foran retsbygningen i Berlin. Foto: Jörg Carstensen/AP

Og under overskriften »Hvorfor Gina-Lisa Lohfink er vores heltinde« bragte det feministiske magasin Missy Magazine en kommentar, hvor Mithu Melanie Sanyal bl.a. skrev:

»Gina-Lisa er ikke blot ikke et typisk offer, hun er overhovedet ikke noget offer, men en person, som blev krænket og har selvtilliden og selvværdet til at kæmpe imod det.«

Også flere politikere har ytret sig i forbindelse med sagen, der er blevet diskuteret i forbundsdagen, og gentaget, at nej betyder nej.

»At det ikke er gerningsmanden, men offeret, som her bliver dømt, sender et frygteligt signal til alle piger og kvinder,« sagde justitsminister Heiko Maas (SPD) ifølge Der Spiegel.

Hovedpersonen selv siger i et interview med Der Spiegel, at hun hellere går i fængsel end at betale bøden, hvis det er der, sagen ender.

Hun ønsker samtidig, at den såkaldte voldtægtsparagraf skal strammes endnu mere, end parlamentet lægger op til.

»Noget er gået galt i vores retssystem. Jeg føler mig overhovedet ikke sikker i Tyskland mere. Hvis jeg bliver voldtaget igen, går jeg med sikkerhed ikke til politiet. I retten i begyndelsen af juni råbte tre unge mænd skældsord imod mig. Dommeren sagde bare, at hun ikke kunne gøre noget. Mændene slap væk med det. Først gør man mig til gerningsmand, og så sådan noget.«

Nogle mener dog, at tv-kendissen har valgt at føre sagen i retten for at få opmærksomhed, og den kommer da også omtrent samtidig med Lohfinks sangprojekt, hvor hun synger 1990'er-hits med Florian Wess.

Mandag gik hun i rette med kritikerne, da hun tårevædet sagde til de rullende kameraer, at hun ville hjælpe, så andre ikke havner i samme situation.

»Det er ikke noget show. Så god en skuespiller er jeg slet ikke.«

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.