Nigel Farage: Storbritanniens økonomiske nedgang skyldes ikke Brexit
Allerede forud for Brexit var Storbritannien på vej ind i en mindre økonomisk tilbagegang, mener Nigel Farage, partileder for UKIP.
Storbritanniens økonomiske tilbagegang har intet med Brexit at gøre.
Sådan lyder det fra Nigel Farage, der er leder af det britiske Independence Party og i de seneste 25 år har været frontkæmper i kampen om et uafhængigt Storbritannien, fri fra EU.
Farage har under valgkampen afvist samtlige udsagn om, at udtræden af EU ville få alvorlige konsekvenser for den britiske økonomi, som "Remain"-siden ellers har advokeret for. Ifølge The Guardian mener han, at Storbritannien allerede forud for EU-afstemningen var på vej mod en mindre økonomisk tilbagegang.
Det britiske nej til EU og premierminister David Camerons afgang sendte dog chokbølger gennem de finansielle markeder verden over.
Blandt andet endte det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks med at dykke 6,9 pct., mens der på børserne i Paris og Frankfurt var indeksfald på mellem 6,8 og 7,9 pct.
I løbet af dagen var det britiske indeks tæt på sit største endagsfald siden finanskrisen, mens pundet var blevet svækket mærkbart. Samlet set gik FTSE 100-indekset tilbage med 2,8 pct på børsen i London.
Særligt hårdt ramt blev især den europæiske finanssektor. Blandt de mest faldende i sektoren var to græske banker, mens også britiske Lloyds Banking Group dykkede 20,7 pct.
Men på trods af at markederne siden fredag har været præget af usikkerhed og aktiefald, og flere økonomiske strateger i løbet af weekenden har udtrykt, at de finansielle markeder går en usikker tid i møde som følge af det britiske nej, fastholder partilederen sit standpunkt.
»Der er intet nyt her,« siger Nigel Farage ifølge The Guardian og tilføjer:
»Vi er på vej ind i en mindre tilbagegang alligevel, fuldstændig uafhængigt af Brexit. Vores offentlige låntagning er stadig ikke under kontrol overhovedet, og alle glemmer, at Sterling (den engelske møntfod, red.) er i et marked, der har været faldende siden juli 2014.«
Farage udtrykker samtidig over for mediet, at han mener, at »forøgede globale muligheder« venter uden for EU's indre marked, og at der er ikke er nogen grund til at tro, at Storbritannien ikke kan »drage fordel af det om to år«.