Trump om brexit: De tog deres land tilbage, det er stort
Donald Trump landede fredag i Skotland, hvor han hyldede briterne for deres beslutning.
Til tonerne af et sækkepibeorkester landede den amerikanske, republikanske præsidentkandidat Donald Trump fredag ved Aberdeen i Skotland i sin helikopter.
Her skulle han deltage i genåbningen af sin golfbane.
Trods besøgets private karakter afholdt han sig ikke fra at kommentere den britiske EU-afstemning.
»De tog deres land tilbage, det er stort,« sagde han ifølge nyhedsbureauet AP.
Sky News skriver, at Trump også føjede til, at briterne ikke vil blive de sidste.
»Folk er vrede over hele verden. De er vrede over grænser, de er vrede over folk, der kommer ind i landet og tager over, og folk ved ikke engang hvem de er,« lød det fra Trump, som dog befandt sig i den del af Storbritannien, der netop havde stemt for at blive i EU.
Premierminister David Cameron valgte tidligere fredag at annoncere sin tilbagetrækning fra posten som konsekvens af briternes afvisning af EU og dermed også en afvisning af Camerons anbefaling.
Til det sagde Trump:
»Det er ærgerligt.«
Hundredtusindvis af briter har skrevet under på et krav om at forbyde Trump indrejse i landet efter præsidentkandidatens tidligere ytringer om, at alle muslimer midlertidigt skal nægtes indrejse til USA.