Overblik: Det siger britiske politikere efter EU-afstemning
Resultaterne for den britiske EU-afstemning begynder at tikke ind. Flere politikere har allerede kommenteret.
Den sidste brite har sat sit kryds ved afstemningen, der afgør Storbritanniens skæbne i EU. Nogle af de britiske politikere har allerede forholdt sig til valggyseren, kort efter at valgstederne er lukket.
* Premierminister David Cameron (Remain) på Twitter.
- Tak til alle der stemte for at bevare Storbritannien stærkere, sikrere og bedre stillet i Europa.
* Ukip-leder Nigel Farage (Leave) i tv-interview.
- Jeg håber, at min intuition af resultatet i aften er forkert. Min fornemmelse - og nej, jeg erkender ikke noget nederlag - er, at regeringens ordning med at udvide fristen (for at registrere sig som vælger, red.), hvilket har øget vælgerskaren med to millioner, kan få balancen til at tippe.
/ritzau/