Læger uden Grænser om EU-boykot: Vi er nødt til at reagere
Læger vil ikke blåstemple EU's flygtningeaftale med Tyrkiet, men hjælp fortsætter som hidtil, lyder det.
De, der modtager hjælp fra Læger uden Grænser, kommer ikke til at mærke, at nødhjælpsorganisationen nu har afvist alle former for støtte fra EU og EU-lande i protest mod en flygtningeaftale med Tyrkiet.
Så sikkert lyder det fra direktør hos Læger uden Grænser Jesper H. Brix. For lægerne handler det om, at de ikke vil blåstemple aftalen.
- Vi kan se, at den danner præcedens for, hvordan man behandler flygtninge rundt om i verden. I Syrien er 100.000 mennesker fanget mellem en frontlinje og en lukket tyrkisk grænse. Og i Grækenland befinder mange tusinde mennesker sig i et limbo.
- Vi bliver nødt til at reagere på det, vi ser. Vi kan ikke bare stiltiende stå og se på.
Ifølge Jesper H. Brix kommer det ikke til at få umiddelbare konsekvenser for organisationen og dens arbejde lige nu.
- 92 procent af vores indtægter på verdensplan kommer fra private. Kun otte procent kommer fra stater og regeringer, siger direktøren.
I dansk øjemed er det støtten fra Danida, som hører under Udenrigsministeriet, som organisationen kommer til at undvære. Herfra har man i år modtaget 24 millioner.
- Danida støtter os stadig i 2016, men fra 2017 vil vi ikke længere indgå aftaler med dem. Lige nu vil det ikke være så mærkbart, men det betyder, at vi har endnu mere brug for privat opbakning.
Læger uden Grænser har ifølge Jesper H. Brix nogle reserver, som de kan trække på i ekstreme situationer. Hvor mange reserver og hvor længe, der kan trækkes på dem, er ikke til at sige, lyder det fra direktøren.
- Men jeg er sikker på, at Danmark og resten af verden har forståelse for vores synspunkt, så vi forhåbentlig får endnu mere støtte fra private. Vi har i hvert fald behov for det.
Nødhjælpsgruppen, der er kendt over det meste af verden under den franske forkortelse MSF, modtog 56 millioner euro (over 416 millioner kroner) fra EU-institutioner og medlemslande sidste år.
MSF henviser til aftalen med Tyrkiet fra marts, som indebærer, at Tyrkiet skal dæmme op for den største flygtningestrøm til Europa siden Anden Verdenskrig.
/ritzau/