Fortsæt til indhold
Europa

Kaos ved egyptisk pressemøde: »Hvad er sikkert, er at der er sket noget«

Den egyptiske luftfartsminister fastholdt igen og igen, at der var tale om et »forsvundet« fly.

Det var langt, men ikke særlig informativt.

Den egyptiske luftfartsminister, Sherif Fathy, mødte torsdag eftermiddag en utålmodig presse, som gang på gang forsøgte at få svar på spørgsmål om det Egyptair-fly, som forsvandt natten mellem onsdag og torsdag på sin vej fra Paris til Kairo.

Men i det store hele var ingen meget klogere, da seancen, hvor adskillige journalister råbte i munden på hinanden, var forbi.

Ministeren indledte med at fastslå, at man fra egyptisk side agter at tale om et »forsvundet« fly, så længe man ikke har fundet vragrester. En udtalelse, som han gentog adskillige gange i løbet af det over en halv time lange pressemøde, som blev afløst af et nyt for den engelsksprogede presse.

Kort tid forinden havde den franske præsident, Francois Hollande, ellers sagt, at der efter alle forhåndenværende informationer at dømme var tale om et flystyrt.

Samtidig advarede den egyptiske minister mod at spekulere i årsagerne til flyets forsvinden.

»Hvad er sikkert er, at der er sket noget,« lød det.

Han bekræftede, at der var i alt 66 personer om bord på flyet, heraf 10 besætningsmedlemmer. 30 af passagererne var egyptiske, 15 franske, 1 britisk, 1 belgisk, 2 irakere, 1 fra Kuwait, 1 fra Saudi-Arabien, 1 fra Sudan, 1 fra Tchad, 1 fra Portugal, 1 fra Algeriet og 1 fra Canada.

Ét spædbarn var desuden blandt de dræbte.

Sherif Fathy uddybede, at der var »stor sandsynlighed for«, at der er tale om et styrt, »men som professionel bruger jeg de korrekte ord.«

Ministeren måtte flere gange bede journalisterne om at tage det roligt og ikke tale i munden på hinanden og sagde så:

»Jeg vil gerne tale om fakta ikke teorier, ellers får det aldrig en ende. I morgen vil man se eksperter, som taler om det ene og det andet og advarsler, men lad os se realistisk og faktuelt på situationen.«

Han ville dog ikke udelukke, at der kunne være tale om terror, hvilket der ifølge ministeren trods alt var større sandsynlighed for end en teknisk fejl.

Ifølge ministeren ved vi, at flyet sidst havde kontakt med kontroltårnet kl. 02:30 lokal tid - 01:30 dansk tid - men da man forsøgte at kontakte flyet igen kl. 02:50 lokal tid, var det uden svar.

Redningshold fra Frankrig, Egypten og Grækenland er blevet sendt til stedet, hvor flyet forsvandt fra radaren, for at lede efter det. Det formodes, at flyet styrtede ned ved den græske ø Karpathos. Ministeren oplyste til pressen, at søgeområdet nu er blevet udvidet.

Sherif Fathy kunne desuden tilføje, at Airbus-flyet ikke havde nogen mekaniske fejl.

Oprindeligt lød det, at der var blevet afsendt et nødsignal fra flyet, men det er ikke rigtigt, understregede ministeren.