Hollande bekræfter flystyrt: Ingen hypoteser kan udelukkes
Egyptair-flyet foretog »pludselige sving,« før det styrtede ned, siger den græske forsvarsminister.
Mens Egyptair taler om, at dets Airbus-fly MS804 er »forsvundet,« lød det torsdag eftermiddag fra den franske præsident Francois Hollande, at alle de forhåndenværende informationer tyder på, at flyet er styrtet ned.
»Man frygtede, at flyet var styrtet ned. De informationer, som vi har været i stand til indsamle, bekræfter desværre, at flyet er styrtet ned, og at det er forsvundet,« lød det på et pressemøde.
Statsadvokaten i Paris har åbnet en efterforskning i sagen.
Årsagen til styrtet er fortsat uafklaret, men Hollande sagde, at »ingen hypoteser« kan udelukkes - dermed heller ikke den, som flere eksperter har peget på; nemlig at der er tale om et terrorangreb.
Den græske forsvarsminister, Panos Kammenos, siger ifølge Reuters, at flyet befandt sig på 37.000 fods højde i egyptisk luftrum, da det foretog »pludselige sving« og mistede højde med voldsom fart.
Flyet var på vej fra Charles de Gaulles-lufthavnen i Paris til Kairo i Egypten, da det forsvandt fra radaren omkring kl. 01:30-01:45 dansk tid. Torsdag morgen meddelte flyselskabet, at der blev registreret et nødsignal fra flyet kl. 04:26 lokal tid - 03:26 dansk tid.
Den egyptiske premierminister Sherif Ismail har bekræftet, at man har modtaget »et signal« fra flyet, som kommer fra en automatisk nødsender.
Egyptair har i en pressemeddelelse på grund af det mange urigtige informationer, der bliver givet og delt om flyets forsvinden, opfordret offentligheden og medierne til kun at stole på oplysninger, der bliver givet af selskabet, eller som kommer fra officielle kilder.
»Vi kender endnu ikke årsagen til flyets forsvinden,« skriver Egyptair.
Men, forsikrede Hollande, sandheden vil komme for en dag.
Redningshold fra Frankrig, Egypten og Grækenland er blevet sendt til stedet, hvor flyet forsvandt fra radaren, for at lede efter det. Det formodes, at flyet styrtede ned ved den græske ø Karpathos.
En video af en ildkugle på himlen har floreret på nettet, og nogle mener, at det er det forulykkede fly. Det er dog ikke bekræftet.
Til nyhedsbureauet AFP siger luftfartseksperten Gerard Feldzer, at styrtet næppe skyldes en teknisk fejl, og et terrorangreb er ifølge ham det mest sandsynlige.
»En bombe placeret om bord på flyet i Roissy (Charles de Gaulle-lufthavnen i Paris, red.) eller i Kairo er altid en mulighed, for det er umuligt at gøre lufthavnene 100 pct. sikre, selv i en lufthavn med tæt overvågning som Roissy,« lyder det.
Egyptair har samlet mange af de ombordværendes pårørende nær lufthavnen i Kairo, mens andre har forsamlet sig i Charles de Gaulle-lufthavnen i Paris for at vente på nyt.
Om bord på flyet var i alt 56 passagerer, blandt dem 30 egyptere, 15 franskmænd og 1 brite, og 10 besætningsmedlemmer, herunder angiveligt tre egyptiske sikkerhedsvagter.
Flyet, en Airbus A320 fra 2003, forsvandt umiddelbart efter indflyvning i egyptisk luftrum, mens det stadig var i cruise-højde.