Tintin-tegninger solgt for millionbeløb
De sidste to originale sider i Tintin-albummet Kong Ottokars scepter er blevet købt for over en mio. euro
En køber havde de store sedler oppe af tegnebogen, da han eller hun sikrede sig originale Tintin-tegninger hos auktionshuset Artcurial i Paris. Køberen betalte over en mio. euro for tegninger fra de sidste to sider i Tintin-albummet Kong Ottokars scepter fra 1930'erne.
Det skriver The Wall Street Journal.
Der er tale om tegninger, hvor Tintin henvender sig direkte til læseren med et blink, hvilket ifølge Wall Street Journal sker meget sjældent i de i alt 24 albums.
Men selv om tegningerne er solgt for et højt beløb, så slår prisen ikke rekorden. I 2014 blev en original dobbeltside af Tintin og hans hund Terry således købt for hele 2,66 mio. euro hos samme auktionshus.
De høje beløb vidner om, at der for alvor er kommet gang i markedet for originale tegneserier.
»Markedet er vokset meget de sidste par år, fordi samlere fandt ud af, at tegningerne var prissat for lavt,« fortæller tegneserieekspert Eric Leuray fra auktionshuset Artcurial til Wall Street Journal.
Originale Tintin-tegninger går dog til højere priser end gennemsnittet. Det skyldes dels at Hergé, Tintins skaber, var produktiv over en lang periode og derfor henvendte sig til flere generationer. Og dels at Tintin er blevet oversat til alverdens sprog og derfor er kendt i store dele af verden, lyder det i Wall Street Journal.